Nikolaj Jacobsen er som forvandlet i disse dage.
Landstræneren har på et halvt år smidt 25 kg, og for første gang i mange år har han fået en smertefri hverdag. Noget, han har fortalt om til Jyllands-Posten.
Og netop smerterne i knæ og akillessenerne har været altafgørende for den vilde forvandling.
Den succesrige landstræner har nemlig tidligere forsøgt lidt af hvert. Webshoppen Amazon har i hvert fald nydt godt af hans hyppige besøg i jagten på remedier, der kunne hjælpe ham af med smerterne.
»Haha, jeg åbner nok snart selv en helsebutik med hjælpemidler til akillessener og knæ. Det er alle mulige ting til at strække ud med, massageapparater og hvad ved jeg. Det er sådan noget, man gør, når man er lettere desperat og ikke synes, man kan se en vej ud af det,« siger han til B.T.
Men vejen ud har han fundet nu. Operationer i de plagede knæ har hjulpet ham i retningen mod en mere aktiv hverdag med styrketræning og padel. Og det har givet pote.
»Jeg har gjort det, fordi jeg har døjet med mange smerter. Både i mine knæ og specielt i mine akillessener. Og så har jeg haft nogle forhøjet sundhedsmæssige tal uden, at vi skal gå i dybden med det.«
»Det var hovedårsagen til, at jeg gerne ville ned i vægt. Jeg har en meget mere smertefri hverdag, end jeg har haft i mange år,« siger han om sin vilde forvandling.
Om forvandlingen hjælper ham på trænerbænken som landstræner, tror han ikke, men 'kan du ikke spørge mig i januar?', får han dog indskudt.
»Der er mange ting, der er blevet lettere. Jeg bliver knap så forpustet af at tage strømper på længere,« griner han.
»Jeg kan godt mærke mine knæ, men jeg mærker ikke noget til de to – meget – betændte akillessener længere. Det er dejligt bare at kunne røre sig og lave noget motion, og det ikke er en kamp, fordi det gør ondt.«
Landstræneren og landsholdet er i øjeblikket samlet forud for Golden League i Norge. Her møder man Norge, Holland og Spanien.