Så har landstræner Nikolaj Jacobsen fundet de spillere, der skal hente EM-guld til Danmark.

Fredag har han offentliggjort den trup, som skal med til Kroatien i januar.

Der 17 spillere, som han på grund af de nye regler for udskiftninger kom til at udnytte til fulde.'

»Det er en god og erfaren trup, der også indeholder nogle unge spillere, og det er i mine øjne de bedste spillere, vi har i Danmark lige nu. Vi har udtaget 17 mand, da man må skifte ud i truppen op til seks gange i løbet af slutrunden. Det betyder, at der ikke er en reserve med som 17. mand. Truppen består med andre ord af 17 spillere, som vi vil rotere mellem fra kamp til kamp,« siger Nikolaj Jacobsen.

I forberedelserne vil også Jacob Holm være en del af det danske landshold, både til træning og Golden League i Frankrig i begyndelsen af januar.

»Vi vil gerne have Jacob Holm med i dagene op til EM. Dels passer han godt ind i forberedelserne i forhold til både Golden League og EM-slutrunden, og dels er det godt, at han har været samlet med holdet, hvis vi får brug for at kalde en spiller mere ned til Kroatien,« siger Nikolaj Jacobsen.

Til gengæld blev det ikke plads til veteranen Anders Eggert på fløjen i EM-truppen. Han var ellers med i Nikolaj Jacobsens første trup i foråret, men ved seneste Golden League-stævne i oktober kom han ikke med. Ved den lejlighed gav landstræneren udtryk for, at han ville se andre spillere an.

35-årige Anders Eggert har spillet 160 kampe i rødt-hvidt.

Det danske herrelandshold samles 1. januar til EM-forberedelserne.

Herefter flyver man et par dage efter til Frankrig for at spille Golden League, hvor modstanderne er værtsnationen, Egypten og Norge.

EM begynder 13. januar i Kroatien, hvor Danmark er indledende gruppe med Ungarn, Tjekkiet og Spanien. Her kan Danmark vinde guld for tredje gang.