De danske håndboldherrer vandt søndagens EM-gruppekamp mod Rumænien med 39-24. Dog lukkede Danmark 17 mål ind i de første 30 minutter, og det var landstræner Nikolaj Jacobsen ikke tilfreds med.
Især fordi rumænerne alt for sjældent fik lov til at mærke den fysik, der ellers er rigeligt af i det danske forsvar.
- I første halvleg spillede vi stort set uden kontakt defensivt og fik ikke helt omsat, det vi gerne ville, siger han og understreger, at det ikke går længere fremme i turneringen.
- Vi er nødt til at spille med mere kontakt. I første halvleg lå vi også og splittede alt for meget, fordi vores backs gik for højt, så der blev for meget rum til deres stregspiller, som han kunne løbe i.
I tirsdagens gruppefinale mod Portugal venter udfordringer fra hurtige bagspillere - i særdeleshed i skikkelse af de to brødre, Francisco og Martim Costa.
Tager man på den slags spillere med fløjlshandsker, straffer de det lynhurtigt.
- Vi skal blive dygtigere til at lave frikast og se, om vi kan få lavet nogle spilstop, lyder det fra landstræneren og understreger, at det ikke betyder, at han forventer flere udvisninger.
Mod Rumænien fik Danmark ikke en eneste.
- Vi skal ikke tage dumme udvisninger. Hvis man endelig skal tage en, så skal det være for en god og hård tackling, ikke for noget dumt. Og det viser sig åbenbart, at jeg har nogle intelligente spillere, der ikke tager dumme udvisninger, siger landstræneren.
I de sidste 30 minutter søndag lykkedes det kun rumænerne at passere Kevin Møller i målet syv gange. Til trods for at Danmark spillede tættere på grænsen rent fysisk, gav det stadig ingen udvisninger.
Portugal nåede semifinalen ved VM for et år siden og er et hold med store profiler og højt topniveau.
Nikolaj Jacobsen mener dog også, at hvis Danmark kan få fysikken med ind i forsvaret og i spillet fra start, så står danskerne med gode kort på hånden for at vinde og dermed tage de to vigtige point med over i mellemrunden.
- Kan vi dække op, som vi gjorde i anden halvleg mod Rumænien, og få så meget tempo ind i kampen som muligt, ser det godt ud, siger han.
- De sidste par gange, vi har mødt Portugal, har de hængt rigtig godt på og er et virkelig dygtigt håndboldhold, men med tempo og fysik kan specielt de sidste 20 minutter gøre ondt på dem.
Kampen mod Portugal spilles tirsdag klokken 20.30.
/ritzau/
