Danmark skal i den første kamp i mellemrunden op mod den mest udskældte håndboldnation i de seneste år.
Qatar gjorde sig nemlig godt og grundigt upopulær, da ørkenstaten før VM på hjemmebane i 2015 åbnede oliepengekassen og købte sig til et hold af udenlandske spillere, som enten valgte deres eget land fra på grund af penge – eller ikke var dygtige nok til at komme på deres eget landshold.
Og siden er det netop nationaliserede udlændinge, som har været omdrejningspunktet for Qatars landshold.
Alt sammen er sket under kyndig vejledning af den legendariske spanske træner Valero Rivera, der har vundet alt, hvad der er værd at vinde.
I dag er det ikke så udtalt, som det har været tidligere - blandt andet fordi reglerne er blevet strammet - men de største stjerner er stadig udlændinge. Det gælder blandt andet topscoreren Frankis Marzo, der oprindeligt er cubaner, og den bosniske veterankeeper Danijel Saric, som dog er ude til kampen mod Danmark på grund af en skade.
Og Qatars opskrift på succes er ikke noget, som Niklas Landin er begejstret for.
»Jeg tænker, hvis jeg skulle styre et landshold, så var det ikke måden, jeg ville gå frem.«
»Det er selvfølgelig fedt for dem, som er meget langt væk fra en slutrunde, at de så kan få en slutrunde for et eller andet land. Men jeg synes stadig ikke, det er den rigtige vej at gå,« siger den danske anfører.

Landstræner Nikolaj Jacobsen er lidt mere diplomatisk og siger, at han 'ikke har en holdning' til Qatars rekruttering af udenlandske spillere.
»De gør det på deres måde. Der er nogle spillere, som har taget imod et tilbud om at kunne få lov til at spille for et land og få nogle slutrunder – jeg ved ikke, hvor meget de betaler spillerne længere,« siger han og fortsætter:
»Der er ingen tvivl om, at de toppede det til 2015, da de havde VM på hjemmebane, men nu synes jeg, det er gået lidt i sig selv igen. Jeg synes stadig, de udvikler sig godt og har et spændende hold – og er nok blevet lidt mere et 'hold', og så er det selvfølgelig bygget op omkring Frankis (Marzo, red.), som lige nu er den helt store stjerne,« lyder det fra Nikolaj Jacobsen, som understreger, at Qatar bliver en stor mundfuld for Danmark.
»Som forsvarende verdensmester frygter man ikke nogen. Men jeg har stor respekt for Qatar og stor respekt for manden på sidelinjen (Valero Rivera, red.), som har været med i mange, mange år og er en rigtig dygtig træner – også taktisk. Så der vil vi helt sikkert blive udfordret.«