Brokker de danske trænere sig for meget? Og gør deres opførsel det urimeligt svært at være dommer?

Den debat har Aarhus-træner Erik Veje Rasmussen rejst, efter han i et Facebook-opslag har påpeget, at dansk ligahåndbold har et voldsomt problem med trænere, der konstant brokker sig til dommerne.

Ifølge Erik Veje skaber det et massivt pres på dommerne i kampene, og han forstår ikke, hvorfor dansk håndbold vil acceptere sådan et ’galehus’.

B.T. har inviteret nationens to mest prominente trænere – landstrænerne Nikolaj Jacobsen og Klavs Bruun Jørgensen – ind i debatten, og de giver her deres syn på sagen.

De to har forskellige holdninger til, hvad der er årsagen til problemet, men de er til gengæld enige om, at brokkeriet i Danmark er ude af proportioner, og derfor bør der ske ændringer.

Synes du, at de danske ligatrænere brokker sig så meget, at det er problem?

»Jeg ved ikke, om det er trænerne, der er problemet. Trænerne brokker sig jo efter den linje, der er. Og så er det klart, at så går man jo så langt, man nu kan. Fordi man føler, det er måden, man kan hjælpe sit hold på.«

»Så jeg synes jo ikke, det er trænerne, der er det største problem – det er nok mere dommerlinjen, der er problemet. Der er ikke blevet lagt en linje, som alle følger. Det er det største problem, som jeg ser det.«

Erik Veje Rasmussen foreslår en nultolerance overfor brok. Bakker du op om det?

»Det er nok lige i overkanten. Jeg vil synes, det er ærgerligt, hvis man ikke kan komme med et udbrud som træner. Men brokker man sig over en længere periode, så skal man have et gult kort. Og jeg tror da, at alle trænere kan nikke genkendende til, at når du først får det gule kort, så lægger det en dæmper på det hele. Så det er vel bare at få stanget det gule kort ud noget tidligere, hvis dommerne synes, det bliver for meget.«

Så er det mere dommerne end trænerne, der er problemet?

»Jeg ved heller ikke, om jeg synes, det er dommerne. Det er mere den linje, der bliver lagt. Om det så kommer fra dommerne eller oppefra, det ved jeg ikke. Men der er ingen tvivl om, at man godt kan lægge en strammere kurs. I Bundesligaen får du ikke lige så lang snor, som du gør i den danske liga. Og du gør slet ikke i Champions League eller til slutrunder. I den danske liga er der lang snor. Den kan sagtens blive kortere.«

»Men dommerne er nødt til at sætte sig ned sammen og blive enige om tingene. Det nytter ikke noget, at Mads og Martin (Hansen og Gjeding, Danmarks bedste dommerpar, red.) tillader mere brok end et ungt par, fordi de nemmere kan styre det på grund af deres erfaring. Så langer det unge dommerpar måske tidligere et gult kort af sted. Det betyder, at du som træner hele tiden skal regulere, hvor meget du må sige, og det er med til at skabe frustrationer.«

Kan nultolerance rent praktisk lade sig gøre?

»Det er klart den letteste løsning at sige nultolerance, som Erik foreslår, og at man som træner skal lade dommerne dømme kampen i fred. Men der er jo meget mere på spil end som så. Erik er måske et sted i sin karriere, hvor han har helt ro på og har styr på sine ting, men nogle gange kan tilfældet også være, at du efter to dårlige resultater som træner pludselig står uden job. Og derfor kan man i sådan nogle situationer være ekstremt frustreret.«

»Så jeg tror mere, det handler om at få lagt en god linje, som er generel for ligaen, og som alle dommerpar tilpasser sig i stedet for at tage udgangspunkt i, hvad man selv kan tåle at høre på.«

Tænker du selv over, hvor meget du brokker dig, når du er i kamp?

»Ja, meget. I Champions League og til slutrunder er det meget sjældent, at jeg brokker mig til dommerne eller har nogen kontakt til dommerbordet, fordi jeg ved, at det som regel bare udløser et gult kort. Nogle gange vælger man så af taktiske årsager at tage et gult kort for ligesom at vise, at ’nu er min grænse nået i forhold til, hvad jeg synes, der er acceptabelt’. Og så ved man jo godt, at efter et gult kort er det slut, for så hjælper du ikke dit hold længere (næste straf er en to-minutters udvisning, red.).«

Som landstræner vil du formentlig være et forbillede for mange – er det noget, der betyder noget for din opførsel på sidelinjen?

»Ja, det er da klart, at vi sender jo også et signal udadtil og nedad i systemet, og der er selvfølgelig mange, der ser på landstrænere - og klubtrænere. Men jeg skal være ærlig og erkende, at når der så bliver lavet en fejlkendelse, som måske er kampafgørende, så er det ikke lige det med forbilledet, der er det første, der flyver gennem hovedet. Desværre, haha,« siger Nikolaj Jacobsen.

Synes du, at de danske ligatrænere brokker sig så meget, at det er problem?

»Ja, helt klart. Jeg kan helt ærligt ikke se, hvad det gør godt for. Nogle gange er argumentet for brok jo, at det er fint med dialog mellem dommere og trænere, men jeg har stadig til gode at finde ud af, hvad det gør godt for. Om det bare er, fordi trænerne skal have en vished om, at dommerne har lavet et skøn ud fra nogle fornuftige retningslinjer. Jeg forstår det ikke, for det ændrer jo ikke på dommen.«

»Vi skal jo heller ikke hjælpe dommerne, de skulle helst selv være dygtige nok. Jeg tror heller ikke, de bliver dygtigere af, at der er to trænere, der står og råber ad dem hele tiden. Tværtimod.«

Erik Veje Rasmussen foreslår en nultolerance overfor brok. Bakker du op om det?

»Fuldstændig. Det har jeg gjort længe. Jeg mener, at det var i mit sidste år i Holstebro (Klavs Bruun trænede TTH i 2013-2015, red.), hvor vi var til et møde i Divisionsforeningen, hvor Erik og jeg sad og var de eneste, der efterlyste nultolerance. Sådan at dommerne bare giver et gult kort med det samme. Men det var der ikke specielt stor stemning for fra de andre dengang.«

»Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg forstår ikke, at vi skal have så meget dialog i den danske liga – slet ikke når jeg ser på, hvordan det er for især os landstrænere. I de internationale kampe er det altså ikke meget, der er plads til. Der bliver irettesat med det samme, og hvis man ikke kan finde ud af det, så får man et gult kort. I landskampe oplever jeg heller ikke, at trænerne har særligt meget fokus på, hvad dommerne gør. Det er befriende at se på - men også at være med i.«

Men er nultolerance ikke et meget drastisk træk? Kan det lade sig gøre i praksis?

»Jo, men altså, nultolerance kan være mange ting. Én ting er at have et udbrud og reagere, det gør alle. Det er der også plads til i de internationale kampe, men når du følger udbruddet op og bliver ved med at stå og snakke – og det er det, vi ser rigtig meget i Danmark, den her konstante dialog – så falder hammeren.«

»Det ville være godt for os alle sammen. Også for spillerne. Som trænere er vi med til at påvirke den stemning, som spillerne løber rundt med inde på banen. Og hvis vi står og råber og skriger ad dommerne, så er der relativt stor sandsynlighed for, at vores spillere gør det samme. Så er det ikke særligt kønt at se på. Ikke at det hele skal handle om det, men det gør også, at fokus på spillet forsvinder en lille smule.«

Tænker du selv over, hvor meget du brokker dig, når du er i kamp?

»Ja. Det gør jeg. I de fleste tilfælde. Så er der en gang eller to, hvor låget er røget af. Men ja, det gør jeg selvfølgelig. Jeg tænker for det meste på, at mit hovedfokus skal være mit eget hold og ikke på ydre omstændigheder, som jeg alligevel ikke kan ændre en flyvende fis på.«

Som landstræner vil du formentlig være et forbillede for mange – er det noget, der betyder noget for din opførsel på sidelinjen?

»Det er ikke så meget det, men mere at jeg gerne vil bruge min energi på mit eget hold. Det er i øvrigt også min oplevelse internationalt; du kan ikke påvirke dommerne til noget som helst. Hvis du brokker dig over dem, så bliver de bare nogen gange endnu mere irriterede og dømmer imod dig. Så det er det smarteste at koncentrere sig om sit eget hold, for jeg kan alligevel ikke ændre på, hvordan dommerne agerer,« siger Klavs Bruun Jørgensen.

Ligaens største ’brokkerøve’


Daniel Svensson, ekspert på TV 2, kårer her – med et glimt i øjet - de tre største ’brokkerøve’ i den danske herreliga.

»De fleste trænere påvirker dommerne i et eller andet omfang. For mig er forskellen, om man påvirker på grund af sine følelser i nuet, eller om man tager skridtet videre og forsøger at påvirke af taktiske grunde og tænker, der er en fordel i det fra første fløjt,« fortæller Daniel Svensson om sine overvejelser bag listen.

Svenssons top tre ser således ud:

Nummer 3: Nicolej Krickau, GOG

»Selv om Krickau er relativt ung, så mestrer han også den del af spillet. Modsat de andre synes jeg dog, det virker lidt mindre bevidst fra hans side. Nogle gange er det mere følelserne, der dominerer hos ham, når han tænker: ’Ej, det kan simpelthen ikke være rigtigt’.«

Nummer 2: Peter Bredsdorff, Bjerringbro-Silkeborg

»Jeg kender jo Bredsdorff, som jeg havde to år i Aalborg, og jeg ved, han er en rigtig taktiker.«

»Når han er inde og brokke sig - og det er han rigtig ofte - så er det for at få en fordel.«

»Det er en bevidst taktik fra hans side. Og det forstår jeg godt – det gjorde jeg også selv, da jeg spillede. Han er næsten på niveau med de værste.«

Nummer 1: Ole Nørgaard og Henrik Kronborg, Skjern

»De er begge to meget aktive i forhold til at påvirke dommerne og er samtidigt store personligheder, så de lægger et stort tryk. Og det gør de godt.«

»Jeg kender dem jo fra min tid i Skjern, og for mig at se er det en bevidst taktik fra første fløjt, og det er derfor, de stikker ud.«

»Samtidig er de - modsat de fleste andre klubber - to mand om hele tiden at lægge et tryk, og det gør påvirkningen mere konstant.«

De fortjener også at blive nævnt…:

»Der er en lille gruppe af trænere, som ligger lige uden for top-tre, men de kommer ikke med, fordi det i høj grad er deres følelser, der dominerer. Det er Kasper Christensen (Sønderjyske), Ian Marko Fog (Nordsjælland) og Claus Uhrenholt (Lemvig-Thyborøn). De har så mange følelser i sig, og de bliver ofte luftet, men det virker ikke, som om det i lige så høj grad er overlagt og af taktiske grunde.«