Lyt til artiklen

Når landsholdet samles næste gang, så kommer danske håndboldfans sandsynligvis til at spejde forgæves efter nogle af de største stjerner.

Det meddeler Nikolaj Jacobsen.

For lige nu er kampprogrammet mere presset end nogensinde på grund af coronapandemien, og det betyder, at spillerne er under et massivt fysisk og mentalt pres ude i deres klubber.

Derfor forventer landstræneren, at han er nødt til at give nogen et tiltrængt pusterum, når landsholdet samles i slutningen af april for spille to EM-kvalifikationskampe mod Schweiz og Finland.

Foto: pedja milosavljevic
Vis mere

»Jeg er sikker på, at jeg er nødt til at spare nogen til næste samling. Hvis du kigger på det program, der er nu her… Jeg har virkelig ondt af mine spillere,« siger Nikolaj Jacobsen og uddyber:

»Hvad de skal igennem nu her de næste seks uger, indtil vi samles igen – det er jo helt vildt. Og efter samlingen er der jo så lige fire-fem ugers pakket kampprogram for nogen af dem igen, før turneringen er slut, og så venter der jo også et OL efter det.«

»Så jeg skal jo have snakket med spillerne og finde ud af, hvordan det ser ud for dem rent fysisk. Men jeg oplever en stor lyst til at komme hjem til landsholdet hver gang, så det er måske mig, der skal træffe den voksne beslutning og lade nogen sidde over næste gang.«

Ved du allerede nu, hvem der skal sidde over?

»Nej, det ved jeg ikke endnu. Det må vi tage længere henne. Nogen ryger måske ud af Champions League inden samlingen – det afhænger selvfølgelig også af det,« siger Nikolaj Jacobsen.

I det hele taget er ‘belastning’ lige nu det altoverskyggende tema for landstræneren. Det har det været i den netop overståede samling, og det kommer det altså også til at være hele vejen frem mod sommerens OL.

»Stort set alle vores spillere har været igennem et helt åndssvagt program siden VM, der jo altså også var langt og opslidende. Så der er altså ikke ret meget overskud lige nu, og derfor har det også handlet om at passe på spillerne i den her uge og dosere tingene. Sådan kommer det også til at være fremadrettet, så vi kan have så mange som muligt med hele vejen frem til OL,« lyder det fra Nikolaj Jacobsen.