TTH-spilleren Magnus Bramming bliver indlemmet i den danske VM-trup.

Det skriver Dansk Håndbold Forbund på sin hjemmeside.

Venstre fløjen er hentet ind som erstatning for Emil Jakobsen, der stadig er i karantæne, efter han fredag afleverede en positiv coronatest.

Magnus Bramming sætter sig mandag om bord på et fly mod Kairo. Han er blevet corona-testet inden afrejse fra Danmark, men han skal også testes ved ankomst til Egypten.

  
   Foto: ANDREAS HILLERGREN
Vis mere

Herefter bliver han isoleret, indtil der er svar på testen. Er testen negativ, får han lov at støde til landsholdet i VM-boblen. Det oplyser DHF.

Magnus Bramming skal dermed – hvis alt går vel – deltage i sin anden slutrunde.

Han debuterede i slutrundesammenhæng sidste år ved EM i Sverige.

Bramming står noteret for 13 kampe og 30 mål i den danske landsholdstrøje.