Det gik hurtigt. Alt for hurtigt. Nikolaj Jacobsen mindes sin ven og landsholdets holdleder Kai Johannesen.

Det 64-årige samlingspunkt for de OL-guldvindende håndboldherrer gik bort natten til tirsdag i denne uge efter kort tids sygdom.

I 18 år har han været tilknyttet de danske håndboldherrer, hvor han hurtigt blev en del af hjertet på holdet.

Kort inden OL denne sommer blev det meldt ud, at Johannsen måtte blive hjemme fra Paris på grund af sygdom.

Holdleder Kai Johannsen er dybt savnet af herrelandsholdet. 
Holdleder Kai Johannsen er dybt savnet af herrelandsholdet.  Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Og for landstræner Nikolaj Jacobsen er det svært at forstå, at Johannsen knap otte uger senere nu er væk.

»Det er gået vanvittigt hurtigt. Det er alt for uretfærdigt. Det er vildt, synes jeg, at det kan gå sådan,« siger landstræneren til B.T.

For Jacobsen kom det største chok hen mod slutningen af OL i Paris, hvor holdet fik besked om, at den elskede holdleders situation ikke så ud, som man havde håbet på.

»Det kom ikke som et chok hen mod slutningen, for der var det begyndt at gå hurtigt. Vi fik nogle opdateringer om, at det ikke så godt ud. Det har jeg også talt med Kai om undervejs.« 

»Chokket kom mere til sidst under OL, hvor vi fik at vide, at det ikke var skide godt,« forklarer Jacobsen om Johannsens situation. 

For på trods af omstændighederne havde han og resten af holdet inden da nemlig stadig et håb om, at Kai Johannsen kunne komme tilbage fra sin sygdom.

Efter OL landede Jacobsen hjemme i Danmark med en guldmedalje i bagagen - men samtidigt med visheden om, at hans gode ven lå syg på sygehuset.

»Jeg har brugt tiden på at snakke med Kai hver dag og har besøgt ham på sygehuset. Og prøvet at være der lidt. Når jeg har snakket med Kai, har det ikke været ‘os’, der har vundet et OL-guld. For Kai har lige så meget været med til at vinde OL-guld, fordi han var med lige til det sidste. Det er lige så meget hans OL-guld som vores. Derfor ville vi også gerne vinde det for hans skyld i Paris. Vi savnede ham, og det var svært,« siger Jacobsen. 

Landstræner Nikolaj Jacobsen ved siden af Kai Johannsen efter VM-guldet i 2023.
Landstræner Nikolaj Jacobsen ved siden af Kai Johannsen efter VM-guldet i 2023. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

For herrelandsholdet venter en 'vanskelig', men vigtig samling, når de for første gang efter OL mødes igen. Det sker i november, når håndboldherrerne spiller mod Norge. Og her skal det hele tales igennem, og Johannsen skal mindes. 

»Vi er jo ekstremt kede af det. Og det bliver vanvittigt svært at komme til den næste samling med et OL-guld i bagagen og spille i Danmark for første gang igen samtidigt med, at vi mangler en af de vigtigste personer på holdet. Vi skal have mindet ham internt på holdet på en eller anden måde.« 

»Det bliver vanskeligt, men på den anden side ved jeg, at det er det, Kai vil os. Vi skal leve videre, og vi skal hylde ham. Derfor bliver det også vigtigt, at vi hylder ham på den rigtige måde. Nemlig med hans gode humør, hans drillerier og med minderne om alle hans specielle udtaler af hans egne sønderjyske ord, som har givet mange grin. På den måde skal hans ånd også føres videre. Det fortjener Kai.« 

»Han fortjener at blive husket i ekstremt lang tid for at have spillet en kæmpe rolle på det danske herrelandshold.«

Landstræneren har også hyldet Kai Johannsen i et rørende opslag på Instagram