Lyt til artiklen

En stor sorg har ramt herrelandstræner i håndbold Nikolaj Jacobsen og hans familie.

Han og familien har måttet tage afsked med hustruen Lenettes mor, Mary, der er gået bort. Det fortæller en dybt berørt landstræner i et opslag på sin Instagram.

Her har han lagt et billede af sine svigerforældre op, og han skriver:

'Disse to mennesker betyder alverden for mig. Desværre blev Mary taget bort fra os, hurtigt og dybt uretfærdigt,' skriver Nikolaj Jacobsen og fortsætter:

'Verden er blevet et fantastisk menneske fattigere. Et af de bedste mennesker, jeg nogensinde har mødt i mit liv.'

'Kærlig, omsorgsfuld, altid klar med en hjælpende hånd, altid overskud til alle de mennesker, hun mødte på sin vej.'

'God rejse, og vi ses på den anden side, svigermor. Tak for alt, hvad du har gjort for mig og familien. Vi elsker dig,' afslutter landstræneren sit opslag, som du kan se i bunden af denne artikel.

Allerede nu strømmer det over med støtte og kondolancer fra Jacobsens følgere i kommentarsporet.

Nikolaj Jacobsen og Lenette har været gift siden 1999, og de har sammen tre børn – Freja, Sille og Linus.