Der er ikke ret mange ændringer fra VM i den bruttotrup, Nikolaj Jacobsen onsdag har udtaget til OL.

Hvem skal forsvare de danske OL-guldmedaljer fra 2016? Det har landstræner Nikolaj Jacobsen nu givet svaret på.

For onsdag har han officielt peget på de 19 spillere, der udgør den danske bruttotrup, og her er der genvalg til mange af de spillere, der i januar i år kunne løfte VM-trofæet. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.

Begge Landin-brødre er med, og det samme er stjerner som Mikkel Hansen, Mads Mensah og Henrik Møllgaard. Henrik Toft Hansen er med på stregen, mens Anders Zachariassen og Benjamin Jakobsen ikke har fået en plads i truppen.

Der er dog også nogle markante navne, der glimter ved deres fravær. Et af dem er Rasmus Lauge, der heller ikke var med til VM. Det skyldtes den knæskade, han blev ramt af i december, og det er også den, han endnu ikke er blevet klar ovenpå.

Heller ikke Hans Lindberg er med i truppen. Landsholdslegenden blev noget overraskende vraget til VM i januar, siden kom han så tilbage i varmen til en samling i marts, men han kommer altså ikke med til Tokyo.

Det er dog ikke alle 19 spillere, landstræneren har udvalgt, der kommer med på flyet til Tokyo. For der må kun komme 14 spillere og en enkelt reserve med.

Nikolaj Jacobsen skal nu bruge tiden frem til OL på at finde ud af, hvilke fire der skal sorteres fra. Der må nemlig kun komme 14 spillere og en reserve med til Japan.

Danmark tager hun på OL den 24. juli klokken 14.30 dansk tid, hvor de japanske værter venter i åbningskampen. Efterfølgende venter Egypten, Bahrain, Portugal og Sverige i gruppen.