Landstræner Nikolaj jacobsen har udtaget sin OL-trup, hvor han har valgt 14 spillere til guldjagten i Paris. 

Mikkel Hansen, der stopper karrieren denne sommer, er blandt de 14, og selvfølgelig er han det, mener B.T.s håndboldkommentator Johnny Wojciech Kokborg. 

»Jeg synes, det er useriøst, at der overhovedet har været debat om Mikkel Hansens OL-deltagelse. Det eneste, der kunne sætte en stopper for det, var hans skade, men den er han blevet kvit for længst.« 

»Det kan blive et helt magisk og velfortjent punktum for ham i Paris - byen, han tilbragte 10 sæsoner i,« siger Kokborg. 

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Derudover er værd at notere sig, at prominente navne som Hans Lindberg, Mads Mensah Larsen og Lasse Andersson ikke er med blandt de 14 udvalgte. 

Især Mads Mensah Larsen må have været et svært valg for landstræneren. Han er heller ikke med som reserve. 

»Nikolaj Jacobsen har været nødsaget til at træffe nogle brutale valg.« 

»Lindberg har været suveræn i Bundesligaen, Mensah har igennem mange, mange år været Jacobsens loyale schweizerkniv og så ved jeg næsten ikke, hvad Lasse Andersson skal gøre mere for at blive en del af truppen. Det er ubarmhjertige vilkår, når man har dansk pas,« siger Kokborg og tilføjer: 

»Jeg kigger også meget på udtagelsen af Aalborg-profilerne Thomas Arnoldsen og Mads Hoxer.« 

»Arnoldsen har været i førersædet til en udtagelse længe med sit imponerende spil, men det er noget af en succeshistorie, at Hoxer er kommet med. Det er helt fortjent, og jeg glæder mig til at se dem på den allerstørste sccene,« lyder det. 

Danmark åbner OL med et brag 27. juli mod værterne fra Frankrig. 

Derudover møder man Norge, Ungarn, Egypten og Argentina i gruppespillet.