Der er én mand, Nikolaj Jacobsen savner mere end nogen anden.

Mens den danske landstræner kan se sit håndboldhold have ualmindeligt store problemer på halgulvet i Malmö Arena og allerede hænge med den ene røvballe ude i Øresund, kan han skule over sin ene skulder.

Derude på tribunen sidder Magnus Landin nemlig - og det har han gjort det i de første to kampe, hvor en skade har holdt ham ude.

»Jeg savner Magnus vanvittigt meget. I kan også godt se, at der er nogle opstillinger, jeg ikke kan spille, fordi Magnus ikke er der,« siger Nikolaj Jacobsen og fortsætter:

Foto: Stéphane Pillaud
Vis mere

»Jeg har sagt, at det er nok vores måske vigtigste spiller for at få balancen på holdet til at gå op.«

Magnus Landin har siddet ude med en skadet storetå, men allerede inden kampen mod Ungarn var der bedring at spore.

Og Nikolaj Jacobsen må gøre sig mange tanker inden skæbnekampen mod Rusland onsdag.

For onsdag morgen klokken 9 har landstræneren en deadline. Inden da skal han have skiftet Magnus Landin ind, hvis han vil have det, der lige nu ligner en frelser, med til den vigtige kamp.

Rusland skal besejres, mens Island skal slå Ungarn, inden et større regnestykke skal gøre op, om Danmark med nød og næppe slæber sig videre til mellemrunden. Og lillebror Landin kan altså blive den vigtige brik her.

Nikolaj Jacobsen kan i hvert fald godt se, at han har med et lidt andet hold at gøre end det, der cruisede til VM-guld i Danmark for et år siden.

»Man kan godt se, at det ikke er et hold, der har samme selvtillid og kommer med samme brystkasse skudt frem, som man gjorde for et år siden. Et godt eksempel er vores overtalsspil, som var eminent til VM. Det har nu i begge kampe ikke siddet skide godt,« siger Jacobsen.

Danmark møder Rusland onsdag aften klokken 20.30 i Malmø, men allerede inden spiller Island mod Ungarn i selvsamme arena. Og det er altså denne kamp, der er altafgørende for, om Nikolaj Jacobsen og muligvis Magnus Landin overhovedet har noget at spille for.