Den danske VM-lejr har været hårdt ramt af maveproblemer i den seneste uge. Men nu lysner det for alvor før finalen mod Sverige.

Det kunne landstræner Nikolaj Jacobsen meddele på et pressemøde lørdag formiddag.

Selvom han stadig manglede at få det fulde overblik efter få timers søvn i kølvandet på semifinalesejren over Spanien.

»Ja, det er jeg ikke nået til endnu, hehe. Vi er næsten lige stået op, og jeg har ikke set så mange af spillerne andet end lige kort til morgenmaden, så den rundspørge skal jeg i gang med, når jeg er færdig med pressemødet,« siger Nikolaj Jacobsen og tilføjer:

Foto: MOHAMED ABD EL GHANY
Vis mere

»Men sådan umiddelbart ser det fint ud.«

Derfor forventer landstræneren også, at der kun er et enkelt spørgsmålstegn, der blinker før finalen – og det gør det ud for Magnus Landin, der fik en fibersprængning i den ene balle tidligere i turneringen.

»Vi har selvfølgelig Magnus Landin, der halter lidt, Nu fik han også et trælår mod Egypten, som generer ham lidt. Ellers synes jeg, kræfterne er fordelt godt ud over turneringen. Det er klart, at Gidsel har spillet rigtig meget, men han får også sine pauser i løbet af kampene. Men jeg synes egentlig, vi står fint fysisk til finalen i morgen,« siger landstræneren.

Danmark møder Sverige i VM-finalen – kampen spilles kl. 17.30, og du kan følge den live her på bt.dk.