Efter planen skal Nikolaj Jacobsen næste uge i aktion med håndboldlandsholdet.
Det gælder kvalifikationskampene til EM 2022, og selv om andre lande har fået deres kampe udskudt, forbereder den danske landstræner sig.
Derfor har han nu valgt at gå i selvisolation frem til på mandag. Det fortæller han til TV 2 Sport.
Årsagen er – selvfølgelig, fristes man efterhånden til at sige – situationen omkring coronavirus, der hærger verden.
Og i den forbindelse tager Nikolaj Jacobsen ikke nogen chancer. Han bliver hjemme, og han kommer ikke til at se sine børn spille kampe i weekenden. For det ville være et mareridt for ham at tage eventuel smitte med til herrelandsholdet.
»Mit skrækscenarie er, at jeg tager ud og ser en kamp og har samtaler med nogle landsholdsspillere og så eventuelt kunne bringe smitten videre derfra. Det vil være noget af det værste, jeg kunne gøre,« siger han til TV 2 Sport.
Når landsholdet mandag skal møde ind, bliver det på et hotel i Herning, hvor der også er strenge coronarestriktioner.
Først og fremmest får holdet egen etage, og derudover bliver alle – både spillerne og staben – testet for coronavirus, når de ankommer.

Som det ser ud lige nu, skal Danmark møde Schweiz i Aarhus 4. november, og efterfølgende skal holdet en tur til Helsinki for at møde Finland.
Om det reelt kommer til at ske, må tiden vise, for blandt andre Norge og Frankrig har allerede fået deres kampe udskudt på grund af pandemien.
Til januar skal landsholdet efter planen spille VM i Egypten, og hvis slutrunden bliver gennemført, venter der særdeles hårde restriktioner for Mikkel Hansen, Niklas Landin og resten af holdet.
De skal blandt andet coronatestes hver tredje dag og bliver isoleret fra omverden. Det kan du læse meget mere om her.