I de seneste 10 dage har der været plads til lidt andet end harpiks, taktikmøder og intens træning for landstræner Nikolaj Jacobsen. Ja, der har endda været plads til øl, jubel og tiltrængt forløsning.

Som klubtræner for Rhein-Neckar Löwen har Jacobsen sammen med sine spillere formået at bryde THW Kiels dominans i den tyske Bundesliga ved at for andet år i træk at kunne lade sig hylde som tyske mestre.

Mesterskabet blev i første omgang fejret efter den titelgivende sejr over netop Kiel 31. maj, og herefter er fulgt flere fejringer og tre dage på i solen på Mallorca sammen med hele holdet.

»Det har været 10 dages god, lang fest. Det har været fantastisk at få lov til at prøve. Det har været en stor oplevelse,« siger landstræneren, der selv mener, at han har fejret to mesterskaber.

»Jeg føler ikke, man kan sammenligne de to mesterskaber, fordi sidste år var en fantastisk forløsning, men det lå ligesom i kortene. Vi kom ret hurtigt foran med fire-fem point og holdt den hele vejen hjem, selv om vi bælev presset af Flensburg. 18 timer efter vi havde vundet, var folk taget på ferie. Vi havde ikke tid til at fejre det sammen, og det var en øv-følelse. Så jeg føler, at vi har fejret begge mesterskaber de seneste dage, fordi vi fik lov til at nyde det endnu mere end sidst.«

Hvordan var det så, da mesterskabet kom hjem? Da du kunne slippe presset og forventningerne?
»Det var ligesom at ryge ned i et stort hul nærmest. Det var en fantastisk tilfredsstillelse og lykkefølelse efter Kiel-sejren og på Mallorca, men jeg vil da også sige, at da vi skulle hjem og træne igen den sidste uge, var det ikke meget håndboldtræning, vi fik nået.«

Gav det første mesterskab mere ro i maven på dig i år?
»Ja, helt sikkert. Vi var favoritter sidste år med Kiel og Flensburg. Det var vi jo ikke i år. De to andre var de store favoritter. Vi var mere i en position, hvor vi skulle passe på, at Magdeburg og Füchse Berlin ikke overhalede os, lød det. Der var heller ikke så meget pres på som de to første sæsoner, for vi har også mistet mange gode spillere.«

Hvad giver de to mesterskaber dig i forhold til landstrænerjobbet?
»Det giver også ro og selvtillid. Jeg skal jo ikke ud og bevise noget som sådan. Der er ikke det samme tryk for at bevise sig selv som træner nu, når jeg har vundet den hårdeste liga i verden to år i træk. Som træner har du også brug for at få selvtillid, og det gør du ved at vinde. Det er også lækkert at tage det med hjem til en uge med landsholdet,« siger Jacobsen, der nu kan kigge frem mod to EM-kvalifikationskampe mod Holland og Letland som dansk landstræner.

Danmark er snublende nær EM-slutrunden i Kroatien i januar, og kvalifikationen kan sikres med to point mod Holland.

De to kommende modstandere er langt fra sværvægterne i international håndbold, så Jacobsen har sparet et par profiler som Mikkel Hansne og Toft-brødrene og givet plads til ungdommen i sin anden hele uge som dansk landstræner.

»Vi skal bygge lidt videre fra sidste. Så meget tid har vi heller ikke. Vi har nogle nye ansigter, der skal ind i tingene. Vi skal lægge på, men det er ikke så stressende. Jo, vi skal bruge to point mod Holland, og det bliver en spændende test, men jeg har sparet nogle af de spillere, der har trukket læsset igennem lang tid. Vi snakker meget om, at vi har en rigtig god bredde i dansk håndbold, og det glæder jeg mig til at se nu, når der også står noget på spil, hvor det ikke bare er en Golden League-turnering, hvor vi bare kan pakke det ind i at være nogle træningskampe,« lyder det fra Jacobsen.