Lasse Svan Hansen har spillet sin sidste landskamp – men han er på ingen måde en færdig mand på landsholdet.

I hvert fald ikke hvis Nikolaj Jacobsen og Dansk Håndbold Forbund får deres ønske opfyldt.

Lige nu arbejder de nemlig på at få tilknyttet Lasse Svan i en ny rolle på landsholdet, når den erfarne højre fløj til sommer indstiller sin karriere.

Her er tanken, at han skal gøre brug af sin uddannelse som mentalcoach og på den måde hjælpe håndboldherrerne med at vinde flere medaljer.

Det forklarer landstræner Nikolaj Jacobsen.

»Begge parter har et stort ønske om at få det effektueret. Vi håber, at vi sammen kan lave en plan om, at han eksempelvis de næste to-tre år kan være med omkring holdet som en del af lederteamet, hvor han kan gøre brug af sit speciale omkring den mentale del og sparre med både spillere, trænere og lederteamet,« siger landstræneren og tilføjer:

»Lasse har jo været rigtig vigtig for os på banen, men han har også betydet sindssygt meget udenfor med sine store menneskelige kvaliteter. Så langt hen ad vejen skal Lasse jo fortsætte i den samme rolle, som han har haft i de seneste år – han skal bare ikke ind på banen.«

Den største udfordring lige nu er, at DHF ikke har økonomi til at give Lasse Svan en fuldtidsstilling.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Derfor skal et job på herrelandsholdet passe ind i den nye hverdag, der venter Svan, når han indstiller sin karriere efter denne sæson.

»Nu skal Lasse lige have lov at få et overblik over, hvordan hans liv ser ud, når han er færdig med karrieren. Så om der går et halvt år, et år eller to år, det må tiden vise. Men vi arbejder helt sikkert på at finde en fremtidig løsning,« siger Nikolaj Jacobsen.

Det er sjældent, at man ser en spiller gå direkte over i den type job på et landshold, når karrieren indstilles – og Nikolaj Jacobsen forklarer da også, det fortæller meget om, hvor unik Lasse Svan er.

»Det er meget få spillere, du kan tilbyde det. Lige nu kan jeg heller ikke se andre end Lasse få det tilbudt. Fordi han er SÅ vellidt og respekteret. Det er nok svært at finde en håndboldspiller i verden, der er så respekteret af så mange. Så kan der være nogen, der er meget respekteret for nogle evner som spiller, men sådan overall set i forhold til hele pakken, så er det nok svært at finde nogen som Lasse,« siger landstræneren.

Og i spillertruppen er der da også fuld opbakning til at gøre Lasse Svan til en del af lederteamet.

Det understreger erfarne Henrik Møllgaard, som ser spændende perspektiver i at lade Svan få en ny funktion på landsholdet.

»Det giver super god mening at have sådan en som Lasse med tæt på holdet. Han har jo prøvet alt på egen krop, så man lytter, når han taler,« siger Møllgaard og tilføjer:

»Lasse er meget engageret i det enkelte menneske og er virkelig holdets mand. Han har også i sin karriere sat sig selv tilbage, hvis det var det, der var bedst for holdet. Så det vil være fedt at have sådan en kapacitet med omkring landsholdet. Og det giver jo ingen mening at smide guld på gaden.«

Lasse Svan spillede sin sidste landskamp tidligere i denne måned, da han helt ekstraordinært fik en afskedskamp.

Dermed er karrieren endegyldigt slut, når han har spillet de sidste kampe i denne sæson for Flensburg-Handewitt.