Niklas Landin åbnede semifinalen mod Spanien med et skræmmende højt niveau, men han dalede i kvalitet - ligesom holdkammeraterne - som kampen skred frem.

Og anføreren var skuffet over guldfavoritternes indsats, da han mødte de danske journalister i MVM DOME.

»Jeg er meget skuffet. Skuffet over egen indsats. Vi havde selvfølgelig drømt om mere end det, vi leverer i dag i så stor en kamp.«

»Men vi må så også give stor cadeau til Spanien. Vi fik aldrig løst deres forsvarsspil. Og det resulterede også i, at Perez de Vargas var den bedste målmand,« sagde han anerkendende om sin spanske kollega, der vandt målmandsduellen.

Foto: ATTILA KISBENEDEK
Vis mere

Niklas Landin udpegede særligt et stort problem i det danske angrebsspil.

«Vi har været gode til at løbe uden bold i den her turnering. Det formåede vi ikke i dag. Vi var for stillestående. Jeg synes egentlig, vi starter fint. Det var en lidt broget start, og der var også lidt nervøsitet at spore. Men jeg synes egentlig, at vi har set før mod Spanien. Og så har vi lige så stille kæmpet os ind i kampen igen. Men det kunne vi ikke i dag,« lød det fra Landin.

I så nervøse ud og lavede flere fejl, end vi plejer at se fra jer - hvad er forklaringen på det?

»Der er altid nervøsitet. Det skal der også være, før vi går ind til en semifinale. Men jeg skal ikke kunne udtale mig om, om der var ekstra nervøsitet. Men det så bare lidt sådan ud…«

Nu er der bronzekamp på programmet på søndag, men den havde Niklas Landin svært ved at forholde sig til efter den spanske lærestreg.

»Det må vi se på i morgen. Men jeg vil så også sige, at der er en verden til forskel på at rejse hjem med en medalje eller ingenting,« lød det fra den danske kaptajn.