Det spanske landshold har det formentlig stramt over udsigten til at møde Danmark i semifinalen.

De danske verdensmestre har nemlig et særdeles godt tag på Spanien.

Så sent som sidste år sendte Nikolaj Jacobsens tropper sydeuropæerne ud af netop semifinalen til både VM og OL.

Og nu er det tilmed et spansk hold, der er uden store stjerner på grund af afbud og et generationsskifte, som møder de danske guldfavoritter.

På papiret er danskerne storfavoritter, men anfører Niklas Landin er ikke ubetinget begejstret for at møde det, der ellers på papiret ligner et decimeret mandskab.

»Der er nogle uprøvede kræfter med, som jeg synes, har spillet en stor slutrunde. Og de har stadig Sarmiento, Guardiola, Canellas og deres gode målmænd – og de har taget de unge under vingerne. Så det er lidt samme spillestil, men med nogle nye spillere, som måske spiller en smule hurtigere, end vi har været vant til.«

Og er det så godt eller skidt for jer?

»Det er ikke nødvendigvis godt, vil jeg sige…«

Hvorfor ikke?

»Nu var vi begyndt at lære det spanske angrebsspil at kende med mange driblinger og meget mand-mand-spil. Der er stadig meget indspil til streg, stadig en del mand-mand – men jeg synes, de skyder en lille smule mere udefra. Så det skal vi være klar på.«

Også Mikkel Hansen hæfter sig ved, at ændringerne på det spanske mandskab gør det til en anderledes udfordring end i de to seneste semifinaler, hvor det er endt med dansk succes.

»Det bliver en svær kamp, som det altid er mod Spanien. De har gode spillere, og de har fået et par nye ansigter med, som gør, de måske kan variere deres spil mere og spille hurtigere i angrebsspillet,« lyder analysen fra Mikkel Hansen.

Danmark og Spanien mødes fredag aften kl. 18.00, og du kan følge kampen live her på BT.dk.