Skjern. Skjerns håndboldherrer må undvære højrefløjen René Rasmussen de næste mange måneder.

Da de danske Champions League-kvartfinalister lørdag på hjemmebane slog TTH Holstebro med 35-30 i slutspillet i den hjemlige liga, blev den 28-årige profil hjulpet fra banen med en overrevet akillessene.

René Rasmussen havde netop taget afsæt og skulle til at skyde på mål, da han pludselig vred sig i luften og tog sig til lægbenet.

Det var tydeligt, at Skjern-spilleren var i store smerter, inden blev han hjulpet fra banen.

Kort efter kunne klubbens formand, Carsten Thygesen, over for TV2 Sport bekræfte, at akillessenen var revet over.

Da René Rasmussen udgik i begyndelsen af anden halvleg, styrede Skjern mod en sikker sejr.

Føringen, der var oppe på hele ti mål, smuldrede stille og roligt efter skaden til højrefløjen, der for nylig var en del af det danske landshold ved et Golden League-stævne i Norge.

Med ti minutter tilbage fik TTH reduceret til 27-28, før Skjern igen trak fra i slutfasen.

Skaden til Rasmussen er et hårdt slag for Skjern, der på næste søndag møder franske Nantes i den første af to kvartfinaler i Champions League. De to klubber kæmper om en plads i Final 4.

Tabet af René Rasmussen kan også blive dyrt i den danske liga, hvor Skjern kæmper for at vinde DM-guld. Den vestjyske klub topper suverænt slutspilsgruppe 1 med pæn afstand til TTH, Aalborg og Århus.

/ritzau/