Den skade Casper U. Mortensen fik under årets VM kræver nu en operation.
Det oplyser landsholdsstjernens klub Barcelona i et opslag på Twitter.
'Casper U. Mortensen har fået en meniskskade i venstre knæ. Han skal opereres den 8. februar,' skriver den spanske storklub.
En noget nedslående melding for landsholdsspilleren, der i flere VM-kampe ikke fik spilletid på grund af problemer med knæet.
Det var under kampen mod Tunesien, at Casper U. Mortensen blev skadet i knæet. I de efterfølgende kampe mod Saudi Arabien og Østrig spillede han slet ikke.
I den sidste puljekamp mod Norge fik han lige knap seks minutter på banen.
I mellemrunden spillede han store dele af kampen mod Ungarn, men de efterfølgende kampe mod Egypten og Sverige så han fra bænken. Det samme var tilfældet for semifinalen mod Frankrig.
Under finalen mod Norge kom Casper U. Mortensen dog på banen til sidst, men skaden hæmmede ham altså i store dele af turneringen. Barcelona oplyser, at de endnu ikke ved, hvor længe han skal sidde ude. Det vil blive meldt ud, når han er blevet opereret.