På banen rykkede TMS Ringsteds håndboldherrer i weekenden ned fra den bedste danske række. Men klubben har ikke opgivet at få en ny chance for at overleve.
Kort efter Ringsteds nedrykning søndag blev Århus Håndbold begæret konkurs og lukkede omgående. Et nyetableret Aarhus-selskab fusionerede med Skanderborg Håndbold.
Havde Århus Håndbold begæret sig konkurs inden sidste spillerunde søndag, var Århus Håndbold endt på sidstepladsen i ligaen. Ringsted havde så fået en ny chance for overlevelse i nedrykningsspillet.
Ringsted-træner Christian Dalmose kritiserede timingen. Han forventer, at klubben går videre til Dansk Håndbold Forbunds (DHF) disciplinærinstans med sagen.
TMS Ringsted og klubbens advokat vurderer p.t., om klubben skal nedlægge protest. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
- Vi vil have sagens akter helt frem i lyset. Der er flere steder lavet fodfejl i forhold til vores fælles ligareglement. Derfor vil DHF formentlig i løbet af dagen modtage en officiel protest med forventning om en hurtig behandling.
Ringsted hænger sin hat på, at det ikke er lovligt at vente med at oplyse om en fusion. Klubben henviser i den forbindelse til paragraf 51.
- Foreninger, der indleder drøftelser om etablering af en overbygning, skal straks give meddelelse til DHF herom. Meddelelsen skal offentliggøres af DHF.
Denne paragraf mener Ringsted, er blevet overtrådt.
- Dette har Skanderborg og Aarhus klart ikke overholdt, eftersom Frank Smidt leder af turneringsafdelingen i DHF, først modtager beskeden om sammenlægningen og konkursen søndag klokken 18.28 på mail. Altså cirka et halvt døgn før det siver ud i håndboldmiljøet, og det senere præsenteres på et pressemøde klokken 14.
- På omtalte pressemøde oplyser begge klubledelser, at de har været i gang med planerne den sidste måned. Ligesom Erik Veje (Aarhus-træner, red.) senere på dagen fortæller i pressen, at han blev orienteret for en måned siden, skriver TMS Ringsted.
/ritzau/
