Han var netop blevet præsenteret som klubbens nye cheftræner. 

Men bare 17 dage senere var det slut. 

28-årige Tobias Aagaard fik mandag sparket som Nordsjælland-træner i den bedste danske håndboldrække. 

Fyringen kommer på grund af det, klubben selv kalder for 'en uacceptabel kommunikationsform overfor unge spillere.'

En adfærd, der ikke spiller overens med klubbens værdier.

'Klubben er inden for de seneste døgn blevet gjort bekendt med en kommunikationsform over for unge spillere, som Nordsjælland Håndbold finder uacceptabel og uforenelig med det ansvar og de værdier, der følger med rollen som træner i klubben,' lød det i pressemeddelelsen fra klubben, der ikke uddyber yderligere. 

Og hele forløbet vækker i den grad opsigt, mener B.T.s håndboldkommentator Johnny Wojciech Kokborg.

»Det er en opsigtsvækkende pressemeddelelse, der er præget af mystik, og som efterlader flere spørgsmål end svar. Jeg har talt med flere kilder i miljøet, som undrer sig over, hvad der er sket,« siger han.

Nordsjælland Håndbold solgte i juli cheftræner Laurids Søgaard til norske Elverum, og i sidste ende hyrede man klubbens talentchef Tobias Aagaard fra 1. august. 

17 dage senere var det altså slut.

»Det er i sig selv iøjefaldende, at en træner er færdig efter knap tre uger, men det er altså også en mand, der har været i klubben i flere år.« 

»De kender ham indgående fra en rolle som talentchef og succesfuld ungdomstræner, hvor han har haft med klubbens unge spillere at gøre. Derfor må det, klubben har fundet ud af, være skelsættende,« lyder det fra håndboldkommentatoren.

Kokborg fortæller, han har været i kontakt med direktør i Nordsjælland Håndbold, Kim Scheuer Nielsen, der hverken 'kan eller vil' uddybe yderligere, da man er blevet rådgivet til at lade være, som direktøren formulerer det. 

Samme ordlyd med 'ingen kommentarer' er der i pressemeddelelsen, der kom mandag i sagen, der er præget af tavshed.

»Når det handler om unge talenter, skal man træde varsomt, og det kan være, at klubben går den vej for at beskytte dem og sig selv ikke mindst.« 

»Vi skal huske, at vi hverken kender sagens karakter eller omfang, men jeg har stadig et håb om, at vi kan blive klogere i tilfælde af, at det er sag, som håndbolden kan lære af,« siger Kokborg. 

Indtil videre er det assistenttræner Nicolaj Jensen, der agerer fungerende cheftræner efter fyringen.