Kristina ’Mulle’ Kristiansen har under det igangværende håndbold-EM ikke været meget for at tale om den manglende spilletid på landsholdet.

Men dagen efter Danmarks nederlag i semifinalen mod Holland, hvor hun langt om længe kom på banen, indrømmede den rapfodede og velskydende playmaker i en alvorlig, men til tider også humoristisk samtale med BT’s udsendte håndboldreporter, at hun har været mentalt ramt af situationen.

»Jeg har da grædt. For selvom Stine Jørgensen og Lotte Grigel har gjort det rigtig godt, har jeg har jo følt, at jeg også havde noget at kunne bidrage med. Heldigvis har min familie været der efter kampene. Når jeg har set og krammet dem, så er der kommet nogle følelser ud. De er der for mig, og det er rart, at jeg har dem. Når man har fået en krammer, går det lidt igen. Det har skam været meget hårdt. Men som person er jeg den type, der kæmper og vil gøre alt for holdet.«

Hvor har du det overskud fra?

»Jeg tror bare, at det er den måde, jeg er som person på.«

Klavs Bruun Jørgensen har påstået, at det også er mediernes skyld, at dit EM har været så svært, fordi de gang på gang har spurgt dig om, hvad du mener om at være reserve. Er du enig?

»Jeg synes, jeg mentalt har klaret det godt, og har under EM ikke haft lyst til at læse, hvad der skrives og tales om. Men jeg har ikke været træt af spørgsmålene. De har været som forventet. Så på den måde har det ikke irriteret mig.«

Hvilken forklaring fra landstræneren har du fået på, at du ikke spiller?

»Det må du spørge ham om.«

Har du overvejet at melde afbud til landsholdet, når I kommer hjem fra EM?

»Slet ikke. Det bliver i hvert fald ikke mig, der melder fra. Jeg elsker at spille håndbold, og så længe landstræneren mener, at jeg skal spille på landsholdet, er jeg med. Jeg betragter det som en ære at spille på landsholdet.«

Forventer du at få spilletid i bronzekampen?

»Nu må vi se. Men hvis jeg kommer ind, giver jeg den fuld gas. Jeg har det godt med at være en del af holdet. Bare det at være her er kæmpe stort for mig. Om jeg spiller eller ej, føler jeg stadig, at jeg er en del af projektet. Jeg trives på landsholdet. Her kan jeg bidrage med at være sjov, bringe humør ind i truppen og komme med nogle platte jokes. Som for eksempel den om, hvordan man får en fisk til at grine.«

Hvordan gør man da det?

»Man propper den i kildevand!«

Hvordan har I bearbejdet nederlaget i semifinalen mod Holland?

»Vi var meget skuffede og kede af det. Men efterfølgende fik vi hilst på vore respektive familier. Det fik humøret på ret køl igen. Men alt i alt synes jeg, at vi skal være stolte over det, vi hidtil har præsteret i turneringen. Holdet har jo spillet godt, og vi er med i kampen om medaljerne.«

Hvad vil en medalje betyde for jer?

»Jeg var med dengang, vi ved VM i Serbien (i 2013, red.) vandt bronze. Det var en kæmpe oplevelse, og vi følte bagefter, at vi havde vundet det hele. Vi skal mod Frankrig bruge de sidste kræfter, så vi får noget med hjem herfra.«