Danmarksmester. Liga-topscorer. EHF Cup-vinder.

Kristina 'Mulle' Kristiansen har mange fine titler i bagagen, men søndag tilføjede hun én af slagsen, som fejer de andre af banen: mor!

Det var en helt unik oplevelse at se sit barn komme til verden, forklarer håndboldspilleren.

»Jeg var rørt til tårer – det var vi begge to. Han er noget af det smukkeste,« siger den 30-årige Nykøbing Falster-spiller onsdag til B.T.

'Mulle' danner par med Louise Vejsager, og de fik sammen sønnen Viggo. Hun offentliggjorde selv den glædelige nyhed på Instagram.

'Vores fantastiske Viggo kom til verden i går, 14-06-2020. Alle har det godt, vi er overdrevet stolte,' står der helt præcist i opslaget, der onsdag eftermiddag har indhentet over 8.800 likes.

Håndboldspilleren tilføjer, at det var en helt speciel fornemmelse at se Viggo komme til verden.

»Først og fremmest var det en fantastisk og helt vildt overvældende oplevelse at se vores søn for første gang. Vi er glade, taknemmelige og meget stolte – så alt i alt er det dejligt at blive forældre.«

Kristina 'Mulle' Kristiansen har tidligere sagt, at hun ikke skal være gravid. Derfor bliver det endnu en gang Louise Vejsager, der skal bære barn, når parret skal være forældre igen.

»Jeg har været med hele vejen på sidelinjen, og det har været en vild rejse. Med hensyn til at skulle bære barnet næste gang er vores holdning stadig, at Louise skal være den gravide. Det er hun virkelig god til.«

Håndboldspilleren og Louise Vejsager fortalte på den sidste dag i 2019, at de skulle være forældre. De har tidligere sagt, at det har været et stort ønske for dem.

Og selv om den første graviditet kan være hård, så er parret kommet problemfrit igennem den.

»Vi har været meget forskånet med hensyn til komplikationer, så jeg må igen sige, at Louise har været virkelig sej.«

Kristina 'Mulle' Kristiansen mener ikke, at den nye forældretilværelse kommer til at ændre meget på hendes håndboldkarriere i Nykøbing Falster.

Kristina 'Mulle' Kristiansen.
Kristina 'Mulle' Kristiansen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Umiddelbart tænker jeg ikke, det kommer til at påvirke noget. Det bliver dog fantastisk både at have Louise og min søn med på sidelinjen. Jeg glæder mig til at gøre dem stolte.«

Hun siger afsluttende, at hun har brugt corona-pausen på at selvtræne derhjemme, mens hun har gået en del ture med Louise Vejsager og deres fælles hund.