Formanden for Dansk Håndbold, Morten Stig Christensen, er gået bort efter et pludseligt hjertestop. 

Det oplyser familien i en mail, mens også Dansk Håndbold har reageret på den triste nyhed.

»Vi er ramt af dyb sorg over tabet af Morten. Han brændte for foreningslivet og for at udbrede håndbolden, så sporten og fællesskabet kunne gøre en forskel for mennesker i alle aldre og udformninger.«

»Vores varmeste tanker og medfølelse går til Mortens familie,« siger Heino Knudsen, der er administrerende direktør i Dansk Håndbold på forbundets hjemmeside.

Morten Stig Christensen nåede 190 kampe for Danmark og var med ved tre OL-slutrunder.

Han blev efter sportskarrieren studievært på TV 2 og avancerede senere til sportschef på tv-kanalen.

I juni 2007 blev han generalsekretær og direktør i Dansk Håndbold, og i 2021 blev han udpeget som formand for håndboldforbundet i stedet for Per Bertelsen.

Han har dermed en stor andel i den sportslige og organisatoriske fremgang, som håndboldsporten har oplevet de senere år.

Morten Stig Christensen blev 65 år, og han efterlader sig hustruen, Anne Engdal Christensen, fem børn og flere børnebørn.

Anne Engdal Christensen har i en mail sat flere ord på tabet af sin mand. Det kan du læse HER.