Kun fem minutter nåede GOG-spilleren Morten Olsen at være på banen i pokalfinalen, før han modtog et rødt kort og måtte se resten af kampen fra tilskuerrækkerne.

Og det var ikke med stor tilfredshed fra hovedpersonen selv.

For kort efter udvisningen satte den 37-årige håndboldstjerne ord på situationen, hvor han ramte den svenske Aalborg-profil Lukas Sandell i hovedet med sin hånd.

»Jeg blev ret hurtigt irriteret over, at han (Sandell, red.) blev ved med at holde fast i mig. Så ville jeg skubbe ham på armen, men jeg kom til at ramme ham i hovedet. Det er virkeligt dumt,« siger Olsen til TV 2 Sport.

Da den tidligere landsholdsspiller modtog det røde kort, var der da heller ikke mange protester fra GOG-profilen selv.

Han gik desuden hurtigt hen til Lukas Sandell og undskyldte for episoden.

Trods otte mål fra GOGs 21-årige højre back, Emil Wernsdorf Madsen, endte Aalborg Håndbold dog med at trække det længste strå ved at vinde pokalfinalen 30-27.

GOG var uden deres helt store stjerne Mathias Gidsel, der fortsat er ude med en knæskade.

Før finalen blev der spillet bronzekamp, og her vandt Bjerringbro-Silkeborg med 27-25 over Mors-Thy Håndbold.