Da Nikolaj Jacobsen blev landstræner for de danske håndboldherrer, måtte han og den populære TV 2-vært Morten Ankerdal tage en snak.

For grænsen mellem at være kilde, kollega og ven kan indimellem være hårfin.

»Vi er gode venner. Vi har arbejdet sammen som ekspert og tv-vært og været fast makkerpar siden 2007. 2002 var første gang, vi stiftede bekendtskab. Vi har mange mesterskaber bag os og kan godt lide hinanden,« fortæller Morten Ankerdal om det specielle forhold, han har til den danske landstræner.

Mange år som kollegaer kan vise sig at være en udfordring, når man pludselig skal vende op og ned på forholdet. Derfor blev makkerparret nødt til at gøre noget, da Nikolaj Jacobsen blev landstræner.

Morten Ankerdal, Nikolaj Jacobsen og Lars Christiansen ved VM i Qatar i 2015.Håndbold VM Qatar – Danmark, pressemøde, Hilton Doha, 21 januar 2015, Ankerdal, Nikolaj Jacobsen og Lars Christiansen.
Morten Ankerdal, Nikolaj Jacobsen og Lars Christiansen ved VM i Qatar i 2015.Håndbold VM Qatar – Danmark, pressemøde, Hilton Doha, 21 januar 2015, Ankerdal, Nikolaj Jacobsen og Lars Christiansen. Foto: Claus Fisker
Vis mere

For Morten Ankerdal fortsatte med håndbolddækningen, men stod over for at skulle interviewe sin ven.

»Da Nikolaj blev landstræner, snakkede vi om, hvad vi nu skulle gøre. Nikolaj sagde, at han ikke ville lave noget om og støde venner fra sig på grund af sin funktion. Så der er ting, som vi er meget afklarede omkring, at vi ikke diskuterer,« siger Morten Ankerdal.

»Når jeg stiller spørgsmål omkring landsholdet, er det journalisten Morten Ankerdal, der snakker. Det er ikke privat. Det er meget afgrænset.«

»Vi kan snakke om alt mulig andet, men når vi snakker om håndbold, er det som journalist og kilde. Når vi for eksempel træder ind til et verdensmesterskab, og vi er omkring landsholdet, så er der ikke noget hyggesludder. Han er landstræner og jeg journalist.«

Nikolaj Jacobsen overtog styringen for håndboldherrerne i 2017 efter mange års samarbejde med Ankerdal, men den nye konstellation har ikke forstyrret de to venner.

Selv om det på papiret kan være vanskeligt for en journalist at besidde evnen til at gå kritisk til en, man har et venskabeligt forhold til.

»Heldigvis er vi så gamle og været der så længe, at vi kender spillets regler. Hvis jeg på nogen måde var i tvivl om, at jeg kunne forholde mig kritisk og objektivt over for ham, skulle jeg med det samme sige fra,« påpeger TV 2-værten.

»Som menneske vil jeg det bedste for folk. Jeg håber, det går dem så godt som muligt. Derfor jeg vil nok som journalist være den, der spørger ind til dig. Være nysgerrig og spørge om hvorfor og hvordan. Så må andre fælde dom.«

De næste knap tre uger skal Ankerdal dække VM-slutrunden i Egypten, hvor Danmark er en af guldfavoritterne. Og han er ikke i tvivl om, hvordan han skal gribe opgaven an – også hvis han skal interviewe sin gamle ven.

»Jeg spørger ind til beslutningerne, for dér ligger svarene. Jeg synes, at der er for mange ladede spørgsmål, som lukker en samtale. Min opgave er at åbne op for samtalen.«

Der er dog én ting, som kan få den garvede sportsjournalist til at knurre.

»Jeg bliver først hård i filten, hvis folk ikke svarer.«

Slutrunden varer indtil 31. januar.