Håndboldklubben Mors-Thy skifter ud på cheftrænerposten forud for den kommende sæson.
Klubben siger farvel til Jonas Wille og ansætter i stedet Niels Agesen, som dermed skifter kvindehåndbold i Randers HK ud med herrehåndbold i Mors-Thy.
Det oplyser Mors-Thy i en pressemeddelelse.
Mors-Thys direktør, Hans Peter Jarl Madsen, fortæller, at man fik et tilbud fra en udenlandsk klub, der ønskede at hente Jonas Wille.
- Vi har den holdning, at vi ikke vil stå i vejen for, at en spiller eller en træner kan komme videre i karrieren, hvis man ønsker det på et givent tidspunkt, hvis alle ellers kan blive enige. Og det er vi blevet ret hurtigt, siger Hans Peter Jarl Madsen.
I stedet tilknytter man Niels Agesen, som direktøren kalder en "kæmpe trænerkapacitet".
- Vi er ikke et sekund i tvivl om, at Niels er den helt rigtige mand til at opfylde vores sportslige ambitioner om hvert år at slutte imellem de otte bedste i Herreligaen, siger Hans Peter Jarl Madsen.
Mandag oplyste Randers, at Niels Agesen havde sagt ja til et nyt job, og at han derfor blev løst fra sin kontrakt, der løb til 2025. Nu ser han frem til udfordringen i Mors-Thy.
- Jeg har en forventning om, at jeg skal være med til at flytte Mors-Thy Håndbold i en retning, der hedder, at man bliver endnu skarpere på at udvikle egne talenter, holde på egne talenter og forhåbentligt klatre opad i tabellen.
- Det vil jeg blive på nogle andre punkter, end jeg er blevet tidligere, og dermed kan jeg blive en bedre håndboldtræner. Så det er egentligt en flertrinsraket i forhold til at være med til at skubbe klubben i den rigtige retning og også skubbe mig selv i den rigtige retning, siger Agesen.
Mors-Thy ligger nummer 11 inden sidste runde af grundspillet og er uden chance for at nå med i slutspillets top-8.
/ritzau/
