Mors-Thy leverede onsdag en stor overraskelse og er som den første klub klar til herrernes pokalsemifinaler i håndbold.

Det skete efter end dramatisk afslutning, hvor Anton Houe scorede sejrsmålet til 33-32 i sidste sekund.

Skanderborg AGF førte ellers med 30-27, men Mors-Thy leverede det store comeback og vandt de sidste ni minutter med 5-0.

Dermed endte det i en ny skuffelse for sidste sæsons DM-sølvvinder.

Holdet er ude af Champions League trods en god start i turneringen, og i ligaen ligger holdet nede på ottendepladsen.

Mors-Thy frister en tilværelse i bunden, men kan nu se frem til at spille Final 4.

Holdet førte i store dele af første halvleg, men Skanderborg AGF sluttede godt af og gik til pause foran 17-16.

Det lignede den forventede hjemmesejr, da SAH flere gange førte med fire mål, men i slutfasen gik holdet altså helt i stå angrebsmæssigt, og Mors-Thy kunne fejre en fornem sejr.

Senere onsdag spiller Sønderjyske mod Aalborg om en plads i Final 4, inden de to sidste kvartfinaler afvikles torsdag.

RITZAU