Henrik Møllgaard var skuffet efter 28-28 mod Sverige ved EM i en kamp, hvor Danmark førte næsten hele vejen.

»Vi skulle have vundet. Nu har vi sat pres på os selv,« sagde Henrik Møllgaard efter det uafgjorte resultat til TV2/Sporten.

»Det er nogle småting, der ikke lykkes, og vi bliver lidt spredte i forsvaret. Sverige fik for mange mål,« sagde Henrik Møllgaard, der oven i købet fik det røde kort til sidst, da han fik sin tredje udvisning.

»Det var ærgerligt. Jeg ville gerne have bidraget lidt til sidst,« sagde Henrik Møllgaard om afslutningen, hvor Danmark satte føringen over styr efter at have ført hele anden halvleg og det meste af første.

»Jeg havde forventet en sejr. Vi havde alle sat næsen op efter sejr, og det var et dumt pointtab,« sagde Michael Damgaard.