Henrik Møllgaard var både vred og skuffet, efter at Danmark osndag tabte 23-25 til Tyskland og dermed sandsynligvis ikke længere kan vinde EM.

Den eneste chance ligger i, at Rusland tager point mod Spanien i mellemrundens sidste kamp.

»Den gider jeg sgu da ikke at se. Og jeg gider sgu da heller ikke at spille om femtepladsen. Vi har ikke brugt en måned af vores liv for at komme til at spille om femtepladsen,« sagde Henrik Møllgaard efter kampen til TV2/Sporten.

Danmark havde flere føringer i løbet af kampen - bl.a. 23-21. Alligevel endte det altså med tysk sejr.

»Langt hen ad vejen lå det til, at vi skulle trække fra. Derfor er det også forbandet, at vi ikke får lukket kampen,« sagde Henrik Møllgaard.

Mads Mensah Larsen fokuserede også på, at Danmark både mod Tyskland og mod Sverige havde føringer i slutningen af kampen, som holdet smed væk.

»Vi er ikke gode nok til at afgøre kampene. I de kritisike momenter var vi ikke gode nok mod hverken Sverige eller Tyskland. Og mod Tyskland blev det så i stedet os, der skulle jagte,« sagde Mads Mensah Larsen.

»Det virker som om, vi brænder ud. Vi løber tør for kræfter,« sagde Jesper Nøddesbo.

»Tyskerne ser egentlig møre ud, men så begyndte vi at brænde vores chancer,« tilføjede stregspilleren.