Det var få øjeblikke fra passivt spil, men mandag kom den befriende dom endelig – regeringen giver grønt lys til EM i kvindehåndbold.

Men der er et men. Corona-pandemien kan stadig slukke for slutrunden, hvis smittetallene pludselig går den forkerte vej.

Det forklarer kulturminister Joy Mogensen (S) til B.T. kort efter beslutningen om at tillade Dansk Håndbold Forbund (DHF) at afholde slutrunden midt i den globale pandemi:

»Hvis smitten udvikler sig på en måde, hvor vi som regering skal udvide restriktionerne, kan det også ramme EM i håndbold. Det er jo en turnering, som løber i næsten tre uger. Men det er en risiko, som DHF er fuldt oplyst om.«

Kulturminister Joy Mogensen (S).
Kulturminister Joy Mogensen (S). Emil Helms

Joy Mogensen forklarer, at regeringen ikke har sat konkrete tal på, hvad og hvilke smittetal der kan føre til, at man potentielt vil bremse EM-slutrunden.

Turneringen afvikles under skrappe corona-regler, hvor EM-deltagerne isoleres på egne afdelinger på hoteller og ikke må have kontakt med mennesker uden for slutrunden. Samtidig må der kun være 500 personer i håndboldhallerne.

Det skal sikre, at EM – og samfundet omkring – ikke bliver ramt af smitte, når personer fra 16 lande pludselig samles i Danmark midt i coronaens andenbølge.

»Der er lagt op til en meget stram isolerings-protokol. Der bliver lavet massive testninger af alle mennesker til stede omkring slutrunden, og de kommer til at leve i en boble,« siger Joy Mogensen.

Per Bertelsen, formand i DHF, har arbejdet i døgndrift i den seneste uge for at stable EM på benene.
Per Bertelsen, formand i DHF, har arbejdet i døgndrift i den seneste uge for at stable EM på benene. sportxpress

EM-slutrunden, der begynder torsdag i næste uge, har været ramt af massivt corona-kaos.

Først blev kampene i Frederikshavn aflyst på grund af minkmutationen, senere trak Norge sig som medarrangør på grund af landets stramme corona-regler.

Nu har regeringen altså – efter længere tids tøven – valgt at godkende de massive sundhedsprotokoller, som DHF har udarbejdet.

»DHF har fremsendt en protokol, og efter dialog og nogle opstramninger er jeg glad for, at sundhedsmyndighederne har vurderet, at de har leveret en protokol, der er sikker nok.«

Landstræner Jesper Jensen (th.) og resten af den danske landsholdslejr begynder de sidste forberedelser til EM mandag.
Landstræner Jesper Jensen (th.) og resten af den danske landsholdslejr begynder de sidste forberedelser til EM mandag.

Dansk Håndbold Forbund har i den seneste uge handlet i blinde. Forbundet har i al hast skullet arrangere hele slutrunden på egen hånd, men anede ikke, om der var opbakning fra regeringen eller ej.

Ifølge Joy Mogensen har man brugt tiden på at sikre politisk opbakning og en grundig sundhedsanalyse af situationen. Men i sidste ende er det grønne lys givet af selve regeringen.

»Norge trak sig for en uge siden, og i betragtning af, hvor stort et arrangement det her er, synes jeg ikke, det har taget så lang tid,« siger Joy Mogensen og fortsætter:

»Jeg kan til fulde forstå DHF's frustration, men som regering vil vi ikke gøre noget overilet. Vi skulle være sikre på, at vi havde gjort alt, hvad vi kunne, for at smitte-minimere,« forklarer Joy Mogensen.

Landsholdsprofilen Mie Højlund.
Landsholdsprofilen Mie Højlund. Claus Fisker

Hos DHF er formand Per Bertelsen lettet over den politiske velvilje.

»Det er enormt vigtigt både økonomisk og sportsligt for håndbolden. Derfor er vi bare så glade for, at vi i Danmark, i den tid, vi lever i, kan løse den her situation på forsvarlig vis og med alle de forbehold, det kræves i forhold til coronaen.«

Slutrunden bliver afviklet i Herning og Kolding. Førstnævnte bliver vært for finaleweekenden, som egentlig skulle være afholdt i Norge.

Turneringen begynder torsdag 3. december.