Landstræner Klavs Bruun Jørgensens håndboldkvinder svigtes under det igangværende VM i den grad af tv-seerne.

Da de tirsdag mødte Tyskland, så kun 403.000 med på DR1, mens der på samme kanal og mod samme modstander ved VM 2017 befandt sig ikke færre end 1.508.000 danskere foran fjernsynsapparatet.

Nedgangen på over 1,1 mio. seere er bemærkelsesværdig.

»En væsentlig årsag til de dårlige tv-tal skyldes naturligvis tidspunktet, hvor kampene spilles på. De fleste er jo på arbejde, når startfløjtet lyder klokken 12.30. Men det er ikke hele forklaringen. Det skyldes også holdets resultater og den måde, som landsholdsspillerne performer mediemæssigt,« siger den anerkendte forsker i sportsøkonomi og branding Kenneth Cortsen til B.T.

Stine Jørgensen & co. har under det igangværende håndbold-VM hidtil ikke levet op til de stillede forventninger.
Stine Jørgensen & co. har under det igangværende håndbold-VM hidtil ikke levet op til de stillede forventninger. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Han henviser til OL-finalen 1996 i Atlanta, hvor Sydkorea blev besejret. Selvom den blev spillet midt om natten, blev den fulgt af ikke færre end 2,5 mio. tv-seere.

»Dengang havde kvindelandsholdet i håndbold en hovedrolle i dansk idræt. Danskerne elskede at se Anja Andersen give den gas både på og uden for banen. På nutidens landshold er der ingen, der når hendes stjernestatus,« siger Kenneth Cortsen.

Thomas Badura, der er direktør i mediebureauet SponsorPeople, giver ham ret.

»Det er indiskutabelt, at interessen for kvindehåndbold er markant nedadgående. Laver man en samlet ROI-vurdering, vil det have en indvirkning i negativ retning. Når det er sagt, behøver den enorme nedgang i antallet af seere ikke nødvendigvis betyde, at landsholdets kommercielle værdi bliver mindre. Det afhænger af, om de ansvarlige i Dansk Håndbold Forbund formår at opbygge kommerciel værdi omkring landsholdet hele året og ikke kun ved slutrunder,« siger Thomas Badura.

Frederik Lauesen, der er sportschef på TV2, sammen med tv-kanalens nu forhenværende direktør Merete Eldrup.
Frederik Lauesen, der er sportschef på TV2, sammen med tv-kanalens nu forhenværende direktør Merete Eldrup. Foto: Claus Fisker
Vis mere

B.T. ville gerne have haft en kommentar fra DR Sportens chef, Søren Vestergaard, der imidlertid ikke er vendt tilbage med svar på henvendelsen.

Til gengæld har Frederik Lauesen, der er øverste chef på TV2's sportsredaktion, det fint med at udtale sig i sagen.

»Faktisk er vi meget tilfredse med seertallene, der er overraskende høje tidspunktet taget i betragtning. Søndag middag så over en halv million danskere med, da vi viste kampen mod Sydkorea. Hertil kommer, at tallene på vores digitale trafik er langt højere end sidste år. Det tror jeg skyldes, at folk er interesserede i kvindehåndbold, men at de ikke har mulighed for at se det, fordi de er på arbejde,« siger Frederik Lauesen.

Fredag skal det danske landshold møde Frankrigs forsvarende verdensmestre i en kamp, der skal vindes, hvis muligheden for OL-kvalifikation og VM-medaljer skal holdes i live.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen havde torsdag landsholdsspillerne samlet på midten af banen i Kumamoto Prefectural Gymnasium i Japan.
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen havde torsdag landsholdsspillerne samlet på midten af banen i Kumamoto Prefectural Gymnasium i Japan. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Jeg krydser i den grad fingre for, at vi vinder. For håndbold er det sådan, at dansk deltagelse – i modsætning til for eksempel fodbold – er altafgørende for den brede folkelige interesse. Hvis landsholdet i næste uge skal spille om sekundære placeringer i VM-turneringens 'President Cup', risikerer vi, at seer-tallene vil blive mere end halveret,« siger Frederik Lauesen.

På spørgsmålet om, hvorvidt et dansk VM-nederlag mod Frankrig vil ramme TV2 økonomisk, er svaret bekræftende.

»Det kan sagtens være, at det i det helt store billede vil det. Men det er jeg nu ikke så bekymret for. Vi lever med, at det i sport går op og ned,« siger Frederik Lauesen.

Danmarks VM-kamp mod Frankrig fløjtes i gang klokken 12.30. Den live-opdateres på bt.dk og kan ses i en direkte transmission på DR1.