Det er bare 15 måneder siden, at han stod med en OL-guldmedalje om halsen.

Men siden har der været stille om den danske superstjerne Mikkel Hansen, der stoppede karrieren efter OL-triumfen. 

Mikkel Hansen har klippet håret for en god sag.
Mikkel Hansen har klippet håret for en god sag. FOTO: Sara Samsøe

Nu lever han en helt anden tilværelse. Uden sine lange lokker. 

Denne oktober kom han igen frem i alle danskeres bevidsthed, da han klippede håret af i en 'Knæk Cancer'-kampagne, der er gået viralt og som hyldes af hans gamle venner hos håndboldherrerne. 

Tiden efter karrierestoppet er brugt på at finde sig tilrette i en ny tilværelse, hvor der er mere tid til sine to sønner og kone, foredrag og tennis i fritiden. 

Familien købte i 2024 den afdøde sanger Eddie Skollers villa i Charlottenlund for næsten 21 millioner og har siden brugt tiden på at falde på plads, efter man overtog huset kort efter OL i Paris i august 2024.

En helt vanvittig karriere sluttede på toppen for Hansen, der vandt karrierens anden OL-guldmedalje. 
En helt vanvittig karriere sluttede på toppen for Hansen, der vandt karrierens anden OL-guldmedalje.  Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Det er forholdsvist privilegeret, at jeg ikke bare skal springe ud i et job, jeg ikke helt har lyst til,« sagde Mikkel Hansen for nylig i DR-podcasten 'Jagten på det evige liv' om den nye hverdag.

»Der er jo nogle regninger, der skal betales, men jeg har kunnet tage mig tid til at finde ud af, hvad jeg har lyst til at lave. Det har været meget fedt,« lød det fra Hansen.

Noget af det, der også er blevet tid til, er at støtte op om hans kone Stephanie Gundelach, der ejer tøjfirmaet Operasport.

Men der er især kommet gang i fortællingerne om hans lange og succesfulde håndboldkarriere. 

Mikkel Hansen rejser landet rundt for at fortælle gode historier. 
Mikkel Hansen rejser landet rundt for at fortælle gode historier.  Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Først prøvede Hansen kræfter med foredragsvirksomheden med sin gamle håndboldmakker Niklas Landin, hvor de to turnerede Danmark rundt med TV 2-vært Thomas Kristensen som moderator.

Det skete i kølvandet på Hansens karrierestop og Landins stop på landsholdet.

Succesen har endda givet Hansen mod på mere, og nu kan man efteråret ude se Hansen lave foredrag om sin karriere på egen hånd rundt omkring i landet.

Indimellem ture med familien og tennis i hverdagen har Hansen også investeringer i ejendomme og Michelin-restauranten Kadeau. Derudover er han ambassadør for et projekt, der skal sprede budskabet om håndbold i USA. 

Kontakten med hans gamle landsholdskammerater holder han i hævd i bedste velgående, afslørede landstræner Nikolaj Jacobsen for nylig. 

»Jeg taler tit med Mikkel,« lød det fra Jacobsen. 

Og selvom hverdagen som håndboldpensionist er noget, der huer Hansen, er der altid ét element, han savner, forklarede han i DR-podcasten 'Jagten på det evige liv'.

»Jeg savner mest konkurrencen i hverdagen. Jeg elskede at konkurrere hver eneste dag og vise, man er bedre end de andre.«