Mikkel Hansens kone tog beslutningen: 'Jeg var ekstremt presset'

I april meddelte 36-årige Mikkel Hansen, at karrieren ville stoppe denne sommer efter en hård periode med stress-symptomer.

Det sluttede som bekendt på den bedst tænkelige måde med en OL-guldmedalje, men vejen dertil var langt fra nem.

Faktisk var det så svært at tage beslutningen om at lægge skoene på hylden, at familien måtte træde til, da Mikkel Hansen en dag vågnede op efter en lur og ikke vidste, hvor han var. Det fortæller han i Aftenshowet.

»I mit tilfælde var det nok min kone, der tog beslutningen, heldigvis. Jeg er en ret stædig person, der kører på, indtil jeg brænder ud. Jeg var fanget i, at jeg havde sat min familie i en situation, hvor jeg skulle pendle ekstremt meget, og jeg var i en lang periode ekstremt presset,« siger han.

Og den nu tidligere landsholdsstjerne skulle pendle meget. Ekstremt meget. Hver dag fløj han fra København til Aalborg, hvor han var på kontrakt med den danske storklub. 

En tur på over 400 kilometer.

Det var da også netop en af de mange flyveture, som Mikkel Hansen havde glemt, da han vågnede op på sit vante hotelværelse i Aalborg. Han kunne simpelthen ikke huske, at han havde sat sig ind i flyet samme morgen.

»Set i bakspejlet var det måske en anelse naivt at tro, at det kunne lade sig gøre at have så vild en hverdag som jeg havde mig på det tidspunkt, hvor jeg fløj frem og tilbage. En typisk dag var op og i lufthavnen klokken 5.30, flyve 7-7.30, video 9.45, træning derefter i 1,5-2 timer, lidt styrketræning og hjem igen.«

Hvis han var heldig, kunne han nå at hente sine børn, og så gik resten af dagen med aftensmad, og »hvad man nu ellers gør.«

Når børnene skulle i seng, gik Mikkel Hansen også i seng. For næste morgen skulle han med flyet igen.

»Jeg kan nok godt se, at jeg ikke kan blive ved sådan her, men omvendt er det også mig selv, der har truffet en beslutning på familiens vegne om, at det var det bedste for os som familie at bosætte os i København,« siger Hansen og fortsætter:

»Mest af alt i forhold til mine børn, for jeg ville helst ikke have, at jeg skulle hive dem ud af skole og institution efter to, tre, måske fire år i Aalborg, og de skulle til at lære nogle helt nye mennesker at kende herovre.«

Så Mikkel Hansen fortsatte med at klø på. Frem og tilbage mellem København og Aalborg.

I juni spillede han sin sidste klubkamp nogensinde, og en lille måned senere blev han udtaget til den landsholdstrup, der skulle med til OL.

Men perioden op til legene var hård.

»Jeg er ekstremt presset op til slutrunden,« siger Mikkel Hansen.

Han fortæller, at han normalt træner minimum en gang dagligt for at holde kroppen i gang – også selvom han har ferie i klubben. Denne gang var det dog helt anderledes.

»Jeg kom overhovedet ikke afsted. Jeg havde ingen motivation, ingen kræfter, ingen mental styrke.«

Men som så mange gange før kæmpede Mikkel Hansen sig tilbage, og da han mødte ind i landsholdslejren og slap for at flyve frem og tilbage hver dag, fik han fornyet energi.

En energi, der blev brugt på at sikre sin anden OL-guldmedalje. Og så var det endelige punktum sat.