Mikkel Hansen er frustreret. Og han har stadig ikke accepteret det.

For den danske verdensstjerne får ikke den afsked med franske PSG, som han havde håbet på.

Og det nager ham, at han ikke kan få sagt farvel til den håndboldklub, der har været hans hjem de sidste ti år på den måde, han selv ønsker.

»Da det gik op for mig, jeg ikke kunne spille flere kampe for Paris denne sæson, blev jeg skuffet og berørt. Jeg havde svært ved at forstå det.«

Sådan fortæller landsholdsspilleren i et interview med L'Equipe.

Han blev i foråret opereret i sit knæ. En operation, der ikke var stor, og den gik også, selve første del gik egentlig, som det skulle. Men efterfølgende blev han ramt af komplikationer som følge af operationen, og han fik en blodprop i lungerne.

En nyhed, der kom som et 'kæmpe chok' hos blandt andre landsholdets anfører Niklas Landin, fortalte han til B.T. Det samme gjorde sig gældende i resten af håndboldverdenen.

Gudskelov kom det hurtigt frem, at Mikkel Hansen var udenfor livsfare, at han havde det godt efter omstændighederne og godt kunne fortsætte med at spille håndbold.

Mikkel Hansens tid i PSG slutter ikke helt, som han havde drømt om.
Mikkel Hansens tid i PSG slutter ikke helt, som han havde drømt om. Foto: INA FASSBENDER
Vis mere

Men det ændrer ikke på, han har svært ved at acceptere den afsked, det nu bliver til i det franske, inden turen går til Aalborg Håndbold denne sommer.

»Mange har sagt til mig, at jeg er heldig at være i live, og at jeg stadig kan dyrke min sport. Men når du er topatlet, tænker du ikke på den måde. Denne her klub har været mit liv i ti år. Fra jeg var 24 til 34 år. Jeg har min familie her, min kone, mine to børn. Det er svært at fortælle mig selv, jeg ikke selv kan vælge, hvordan den historie slutter. Den dag i dag har jeg ikke accepteret det,« siger Mikkel Hansen til det franske medie.

Da han blev ramt af blodproppen blev der hurtigt igangsat behandling. Den danske stjerne får blodfortyndende medicin, og man forventer der går op til seks måneder, før han igen kan spille håndbold på topplan.

I slutningen af april delte han et billede på Instagram, der viste, at han er i fuld gang med at genoptræne.

Han fortæller i interviewet, at han valgte at skifte til Aalborg Håndbold for at han og familien kan komme tættere på familie og venner, og at han kommer til at pendle mellem København og Aalborg.