Verdensmester, VM-topscorer, kåret til turneringens bedste – og nybagt far. Det er ikke en overdrivelse, hvis man siger, at Mikkel Hansen har haft en temmelig god januar.

»Det er stort. Det er meget dejlig start at få på ’19. Først og fremmest det største, som skete d. 5. januar, da jeg blev far,« siger den danske stjerne, da han møder de danske medier i Boxen efter den knusende sikre finalesejr over Norge.

Han har på grund af VM ikke været så meget sammen med sønnen Eddie Max og kæresten Stephanie, som han gerne ville, men han forklarer, at det har været vigtigt for ham, at der fra landstræner Nikolaj Jacobsens side løbende er blevet givet muligheder for trods alt at se familien og nyde de lykkelige omstændigheder.

Både da han fik en lille barselsorlov omkring fødslen og undervejs ved VM.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg fik den tid til at være sammen med dem og føle, at jeg ikke på en eller anden måde svigtede dem. Og jeg fik også lov til her under turneringen at være sammen med dem, hvilket betød meget for mig, så jeg kunne være den bedste version af mig selv med dem. Men også fokusere på at være her, når jeg så var her,« siger Mikkel Hansen og forsætter:

»Når man får friheden efter kampene til at sove hjemme ved dem og ligesom have en morgen med dem og møde op igen (i landsholdslejren, red.) ved 13-13.30-tiden, så føler man måske også, man er der bare en lille smule mere. Det betyder meget for mig i hvert fald, at jeg kan være der sammen med dem. Så når du endelig er der til træning til forberedelse, så er det også vigtigt for mig at vise, jeg er der 100 procent.«

Hvordan har den balancegang været?

»Det har været svært. Det er altid svært at se ens – i mit tilfælde kæreste – være utroligt smadret og træt, fordi hun er ’eneforælder’ for noget tid… Og ikke rigtig kunne hjælpe til, fordi man har nogle ting, man skal have overstået inden. Men jeg glæder mig utroligt meget til at komme hjem til dem. Og selvfølgelig først og fremmest i København. Men også at komme tilbage til Paris og få lidt ro på,« lyder det fra Mikkel Hansen, som til daglig spiller i Paris Saint-Germain.