Danmarks største håndboldsstjerne Mikkel Hansen skal være far.

Det har den 30-årige landsholdsspiller netop offentliggjort på sin Instagram, hvor kæresten Stephanie Gundelach stolt og glad viser et scanningsbillede.

Dermed skal Mikkel Hansen og kæresten være forældre for første gang.

Stephanie Gundelach og Mikkel Hansen har været meget private omkring deres forhold, og der gik lang tid, før man vidste, at de to var kærester. Stephanie Gundelach bekræftede forholdet over for Se og Hør tilbage i august sidste år, og første gang de viste sig frem sammen offentligt var tilbage i marts i år, hvor parret tog til en koncert i Paris.

Foto: Agence / Bestimage
Vis mere

Stephanie Gundelach startede for år tilbage bloggen Anywho.dk sammen med to andre, og hun har siden slået sit navn fast som et af Danmarks største stilikoner. Hun har blandt andet været at finde i store internationale magasiner.

30-årige Mikkel Hansen spiller til daglig håndbold i klubben Paris Saint-Germain Handball. Han har to gange været kåret til verdens bedste mandlige håndboldspiller og har vundet OL-guld og EM-guld med det danske herrelandshold.