Mikkel Hansen sat til vægs: 'Det kan han glemme'
Mathias Gidsel skrev historie – men landstræneren er iskold.
Mathias Gidsel skrev historie – men landstræneren er iskold.
Han smadrer den ene rekord efter den anden.
Det er nærmest mere reglen end undtagelsen efterhånden.
Og onsdag aften skete det så igen.
For den danske håndboldstjerne Mathias Gidsel scorede nemlig 10 mål i Füchse Berlins dramatiske kvartfinalesejr over ungarske Veszprem.
Og dermed blev danskeren faktisk den mest scorende spiller i en enkelt Champions League-sæson.
Rekorden lyder nu på hele 143 mål, og verdens bedste håndboldspiller nappede faktisk rekorden fra en tidligere landsholdskammerat.

I 10 år tilhørte den ellers Mikkel Hansen, som blev noteret for 141 mål i 2015/2016-sæsonen.
Og spørger man den danske landstræner Nikolaj Jacobsen, så er det da også efterhånden vanskeligt at beskrive, hvor god Mathias Gidsel er.
»Det er svært at sætte ord på ham. Han viser jo gang på gang, at han er en fantastisk håndboldspiller,« siger landstræneren til B.T. og fortsætter:
»Jeg har aldrig set en spiller, der har så højt et bundniveau. Selv på de mindre gode dage er han jo stadig én af de bedste.«
Mathias Gidsels bedrift er i øvrigt blevet en realitet, selv om han ikke engang er manden, der bliver peget på, når den tyske storklub får tilkendt et straffekast.
»I sig selv er det vildt, fordi han ikke skyder straffe. Dem, der normalt har de rekorder, de skyder jo straffe. Det gør Mathias ikke. Men så får han i stedet lov til at løbe en masse kontraer, som andre ikke gør,« lyder det videre fra Jacobsen.
Den danske højreback fik dog lov til tage sig af et enkelt straffekast i onsdagens drama.
For i straffekastkonkurrencen mod Veszprem var det nemlig Gidsel, der afgjorde det hele på allersidste kast.
Og den del har Nikolaj Jacobsen da også noteret sig.
»Mathias spørger nogle gange, om han må skyde straffe på landsholdet, men det kan han glemme,« griner landstræneren, inden han afslutter:
»Jeg har andre dygtige spillere til den del. Lige nu står han ikke forrest i køen.«
Mathias Gidsel har muligheden for at udbygge sin rekord, når han og Füchse Berlin skal spille Final 4 i Køln.