Lige nu ligger Mikkel Hansens arbejde på håndboldbanen stille, men det betyder ikke, at den danske verdensstjerne ligger på den lade side.

Han har nemlig et stort mål, der ikke handler om sportslig succes i form af Champions League-titler og mesterskaber.

Han vil komme mobning i håndboldverdenen til livs via sin organisation MH24 - Mikkel mod mobning.

Gennem sin karriere har Mikkel Hansen selv oplevet mobningen på tæt hold. I perioder er det gået ud over ham, men han er ikke for fin til at erkende, at han også selv har begået fejl og mobbet.

»Jeg tror, at jeg har været på begge sider. Jeg har måske været lidt for hård ved nogle mennesker, og omvendt har jeg nok også stået i situationer, hvor folk har været hårde ved mig på en eller anden måde. Jeg tror, at det er de færreste mennesker, der kan sige sig fra at have været på nogen af siderne,« siger Mikkel Hansen og fortæller, at hans medvirken i mobning ligger tilbage i ungdomsårene, hvor man ikke er så opmærksom på, hvor skadende ens handling kan være.

»Jo yngre man er, jo mindre forstår man konsekvenserne af, hvad det betyder for det andet menneske. Jo ældre man bliver, jo bedre bliver man til at observere folks signaler og forstå, når man går over grænsen. Få slukket ildebranden, inden det går galt. Som barn går man mere ud fra, at det går i sig selv,« siger han og fortsætter med eksempler på, hvordan han har været involveret i mobning gennem sin håndbold.

»Det kan jo være alt muligt, hvor jeg har for eksempel været lidt hård ved nogle holdkammerater. Eksempelvis med en spydig kommentar, der falder i dårlig jord. Der er mange eksempler gennem livet, tror jeg, hvor vi går hårdt til hinanden.«

Ifølge en kampagne foretaget af Vitamin Well og MH24 - Mikkel mod mobning, falder hvert 10. barn fra deres sportsgren grundet mobning. Den kedelige tendens vil den danske verdenstjerne gøre op med, og derfor inviterer han sammen med Vitamin Well til fælles løb mod mobning på Amagerstrandpark 22. august 2020.

For Mikkel Hansen drejede mobningen sig især om, at han i sine yngre år kunne have svært ved, at andre tog til håndboldtræning med andre forudsætninger end ham.

Når Mikkel Hansen pakkede træningstøjet og tog til træning, var det for at blive den bedste. For nogle af holdkammeraterne kunne grundene være nogle helt andre. Det kunne for eksempel være, fordi deres forældre mente, at de skulle dyrke en sportsgren. Andre var der måske mest af alt på grund af det sociale.

»Jeg havde måske en lille smule problemer med det nogle gange, at når man er ung møder man op til idræt af forskellige grunde. Der er nogle, der møder op, fordi deres forældre mener, at man skal dyrke en eller andet. Nogen er der på grund af deres gode venner, hvilket nok var en af dem i forhold til mig. Andre mødte op, ligesom jeg havde det, til at blive den bedste inden for sportsgrenen. Så er der også andre, der møder op for at lege lidt med deres venner, der løber rundt og leger tag-fat inde på banen og vil lave alt andet end at spille håndbold. Og det skal der være plads til, det er noget af det, som jeg har lært,« siger Mikkel Hansen og fortsætter:

»Jeg skal være den første til at sige, at jeg havde svært ved, at nogle af dem, som jeg spillede med i en ung alder, var der af helt andre årsager end jeg selv. Men det skal der være plads til, det er noget af det, jeg har lært. Håndbold kan være den ting, der bærer en igennem de hårde tider, de dér, hvor man virkelig bliver presset, og det ikke kører. Det er håndbold, der har båret mig igennem, hver gang det har været hårdt.«

Mikkel Hansen under håndboldlandsholdets træning i Malmø Arena søndag den 12. januar 2020.
Mikkel Hansen under håndboldlandsholdets træning i Malmø Arena søndag den 12. januar 2020. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Særligt i ungdomsårene, hvor fest og druk for nogle begynder at spille en rolle, kan man som elitesportsudøver møde drilleriet fortæller Mikkel Hansen.

Man har nemlig ikke samme mulighed for at tage ud med vennerne og feste.

»Jeg valgte fester og lignende lidt fra, fordi jeg hver weekend havde kampe. Det har jeg det godt med, at jeg gjorde, og jeg havde ikke de store problemer med at sige fra. Men nogle af dem, der havde svært ved at tage skridtet videre i ungdomsårene, blev drillet en smule med, at de aldrig var med ude og drikke og de der ting. Der er jo gruppepres i den alder,« siger Mikkel Hansen.

Mikkel Hansen og Vitamin Wells kampagne er fjerde udgave af løbet mod mobning. I februar forlængede de to deres samarbejde, hvor Mikkel Hansen også reklamerer for Vitamin Wells vitamindrikke.