Mikkel Hansen har det godt, efter at han er blevet ramt af en blodprop i lungerne, fortæller han på Instagram.

Mikkel Hansen har det efter omstændighederne godt efter den blodprop, han har været ramt af.

Men han erkender, at han og familien har været en smule i chok.

Det skriver den 34-årige håndboldspiller på Instagram fredag.

Den danske stjerne blev ramt af en blodprop i lungerne, efter at han for nylig blev opereret i knæet.

Mikkel Hansen bliver nu behandlet med blodfortyndende medicin og forventes ude af stand til at spille tophåndbold i op til seks måneder.

Han kommer dermed ikke til at spille flere kampe for sin franske klub Paris-Saint Germain, som han forlader til fordel for Aalborg Håndbold til sommer.

Det er hårdt for ham at acceptere, lyder det på Instagram.

Paris Saint-Germain afslørede tirsdag, at Mikkel Hansen efter en knæoperation havde fået en blodprop i lungerne.

Hvis alt går vel, er der dog ingen problemer i, at Mikkel Hansen kan vende tilbage til håndboldbanen.

Det har Hanne Rasmusen, sportskardiolog og overlæge på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, fortalt til Ritzau onsdag.

»Hvis det hele normaliserer sig, kan man komme tilbage og spille på fuldt aktivt niveau,« sagde Hanne Rasmusen, der understregede, at hun ikke kender detaljerne i Mikkel Hansens sag.

/ritzau/