Da Mikkel Hansen som ung håndboldspiller skiftede fra GOG til FC Barcelona og senere Paris Saint-Germain, var det blandt andet for at jagte klubhåndboldens største trofæ, Champions League.
Men hverken med Barcelona, hedengangne AG København eller i snart et årti hos PSG er det lykkedes at komme til tops i den største klubturnering af dem alle.
Torsdag chokerede Aalborg Håndbold det meste af håndboldverdenen med meddelelsen om, at den danske stjernespiller ved kontraktudløb i PSG i sommeren 2022 skifter til den nordjyske klub.
Et farvel til drømmen om Champions League-titlen kunne man tro. Men sådan forholder det sig ikke. På ingen måde.
- Ambitionen er at komme til Köln (hvor Final-4 spilles, red.). Og kommer man til Köln, så kan alt ske, siger Mikkel Hansen til TV3 Sport.
Han slår samtidig fast, at det også er klubbens ambition.
- Var ambitionen ikke at spille sig til Köln hvert år, så havde det ikke været det rigtige match. Og nationalt skal vi gå efter at vinde, hvad der kan vindes.
Aalborg har endnu ikke været helt tæt på at nå til Final-4 i Champions League, og selv om Mikkel Hansen er et gedigent løft af ethvert hold, er det tvivlsomt, om han alene kan skaffe holdet dertil.
Der går allerede rygter om, at flere store navne præsenteres den kommende tid, og Hansen regner da også med, at det bliver tilfældet.
Selv om klubdirektør Jan Larsen holder kortene tæt til kroppen omkring fremtidige indkøb, så indikerer han, at Mikkel Hansens nok skal få flere kompetente medspillere.
- Jeg vil ikke kommentere på andre navne, men jeg vil ikke afvise, at der kan ske mere, siger han til TV3 Sport.
På rygteplan er den danske landsholdsspiller Mads Mensah Larsen fra Flensburg-Handewitt og den svenske forsvarsspecialist Marx Darj også meldt på vej mod det nordjyske mesterhold.
Aalborg er i denne sæson kvalificeret til ottendedelsfinalerne i Champions League.
/ritzau/
