Uanset hvor han går, så stopper folk ham.

På gaden. I lufthavnen. Ja...overalt.

Mikkel Hansen kan nærmest ikke gå i fred, når han træder uden for en dør i Danmark. Og det har han faktisk aldrig rigtig kunnet, siden han bankede sig ind i alle danskeres bevidsthed, da han tordnede bolden op i hjørnet mod Rusland efter slutfløjt ved OL i 2008.

Et ikonisk øjeblik, der blev startskuddet til en karriere, hvor alle nåede at komme på fornavn med ham. Men også et øjeblik, der ændrede hans liv markant.

Mikkel Hansen har netop tordnet bolden op i hjørnet mod Rusland efter slutfløjt ved OL i 2008.
Mikkel Hansen har netop tordnet bolden op i hjørnet mod Rusland efter slutfløjt ved OL i 2008. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

For lige siden har han været stjernen over dem alle på landsholdet. Ham, som alle ville have en bid af. Det kan danskerens mangeårige holdkammerat Henrik Møllgaard skrive under på.

Han har i hvert fald på tætteste hold været vidne til, hvordan hele Håndbolddanmark har hevet og flået i Mikkel Hansen i så mange år.

»Der har altid været meget opmærksomhed omkring Mikkels person. Og det er kommet af den fede karakter, han er, men også fordi han er så vanvittigt dygtig, som han er,« fortæller Henrik Møllgaard til B.T.

Ifølge landsholdskammeraten er opmærksomheden dog stukket af, efter Hansen er vendt hjem til dansk håndbold.

Henrik Møllgaard har et tæt venskab med Mikkel Hansen.
Henrik Møllgaard har et tæt venskab med Mikkel Hansen. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Førhen var det nemlig 'kun', når der var landsholdssamlinger, eller når den danske stjerne var hjemme på sommerferie, at han blev stoppet på gaden.

Nu sker det hver dag.

»Det er noget andet at lande i, når det bliver hans hverdag. Og jeg har da også hørt fra ham, at det var irriterende, at han ikke kunne få lov til at være sig selv i lufthavnen, når han var på vej til træning. Men det har han jo også været klar over, da han flyttede hjem. Mikkel kender godt sin egen værdi,« lyder det videre fra Møllgaard.

Den store værdi kommer især til udtryk på landsholdet. For her er Mikkel Hansen stadig superstjernen.

Mikkel Hansen stopper karrieren til sommer.
Mikkel Hansen stopper karrieren til sommer. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Og derfor har det ofte været ham, som kritikken er haglet ned over, når landsholdet klarede sig dårligt til en slutrunde, forklarer Aalborg-spilleren:

»Mikkel har tit taget skraldet for os andre. Og det har mange gange taget trykket fra resten af truppen. Når der har været kritik og tabte finaler, har det jo været ham, som mange først har kigget på. Det har været uretfærdigt, men det er aldrig ikke noget, han har brokket sig over. Mikkel har udviklet sig til at være en ekstremt dygtig leder og holdspiller, selv om mange forbinder ham med at være eneren.«

Til sommer er det dog slut med at være manden i centrum, når både Aalborg Håndbold og landsholdet løber på banen.

For her lægger Mikkel Hansen skoene på hylden efter 19 år i spotlightet.

Og det ærgrer Henrik Møllgaard, selv om han godt kan forstå sin mangeårige vens beslutning.

»Jeg blev ikke overrasket, men jeg blev trist, da jeg fik det at vide. For jeg havde håbet på, han ville tage et år mere, som vi så kunne have sammen. Men med de refleksioner, Mikkel har gjort sig, så virker det som det rigtige valg,« afslutter han.