Hvornår kommer Mikkel Hansen tilbage på banen?

Svaret hænger - indtil videre - i luften, for hos franske Paris SG kan de ikke sætte en dato for, hvornår klubbens danske stjerne er klar igen.

»Der er ikke nogen særlig bekymring for Mikkels tilstand,« siger Paris SG's direktør, Bruno Martini, til det franske medie L'Équipe.

For en måned siden blev Mikkel Hansen ramt af en hjernerystelse, og det er den, der har holdt ham ude lige siden.

Mikkel Hansen blev for en måned siden ramt af en hjernerystelse.
Mikkel Hansen blev for en måned siden ramt af en hjernerystelse. Foto: YOAN VALAT
Vis mere

I slutningen af september fortalte den franske storklub, at det var en skade, der blev taget meget alvorligt. Derfor ville der blive evalueret på Mikkel Hansen fra dag til dag. Og sådan lader det til at fortsætte.

»Når det er en hjernerystelse, kommer alt an på spillerens tilstand. Derfor er det vanskeligt at sætte en dato (for et comeback, red.),« siger Bruno Martini, der tilføjer, at det er muligt, Mikkel Hansen kommer i spil til kampene mod Ivry i ligaen og Barcelona i Champions League - og 'måske gør han ikke'.

Om Mikkel Hansen, der ifølge L'Équipe endnu en gang er blevet undersøgt af en neurolog, bliver klar til den kommende landsholdssamling, vil tiden vise.

Holdet samles i næste uge, og Mikkel Hansen er - indtil videre - blandt dem, landstræner Nikolaj Jacobsen har udtaget til sin trup, der skal spille Golden League-kampe den 24. og 26. oktober.

Mikkel Hansens hjernerystelse er hverken den første og næppe heller den sidste hjernerystelse i den danske håndboldverden. Flere håndboldspillere har i løbet af de seneste år fortalt deres mere eller mindre skæbnesvangre historier om hjernerystelser.

Måske er det netop også derfor, at Mikkel Hansen og Paris SG meget fornuftigt er forsigtige med den danske superstjerne.

Paris SG har selv haft svenske Jesper Nielsen ude med en lignende skade for et par sæsoner siden, hvor han endte med at sidde udenfor i et par måneder.

Det skete, da han fik et tilbagefald efter at være kommet lidt for tidligt tilbage, og den fejl har man bestemt ikke ønsket at begå med Mikkel Hansen, har klubben tidligere fortalt.