Mikkel Hansens Paris Saint-Germain er favorit til sejren i Champions League foran Jesper Nøddesbos Barcelona.

Køln. Mikkel Hansen er udset til at få en nøglerolle, når det franske mesterhold, Paris Saint-Germain, i weekenden skal forsøge at vinde håndboldens Champions League for første gang.

Men allerede inden det går løs i Köln lørdag, blev Mikkel Hansen hædret for en fornem sæson, da han fik plads på turneringens All Star-hold som dets venstreback.

På holdet finder man også den franske PSG-stjerne Nikola Karabatic, og netop de to frontfigurer er nok årsagen til, at bookmakerne regner Paris-holdet som favorit til at vinde Champions League.

Barcelona har med sine ni titler rekorden for flest titler og kan altså runde milepælen ti med endnu en triumf.

Den danske stregspiller Jesper Nøddesbo optræder for sidste gang for Barcelona, inden han fra den nye sæson er Bjerringbro-Silkeborg-spiller.

Nøddesbo har spillet for Barcelona i ti år og var med til at vinde Champions League i 2011 og 2015.

De øvrige hold ved weekendens Final4-stævne er makedonske HC Vardar Skopje og Veszprem fra Ungarn.

I den første semifinale lørdag klokken 15.15 tørner Veszprem sammen med PSG.

Klokken 18 begynder den anden semifinale, som er et anliggende mellem Vardar og Barcelona.

Finalen spilles søndag.

/ritzau/