Først fødsel, nu VM.

Mikkel Hansen er mandag vendt tilbage til den danske landsholdslejr, efter han i weekenden havde fået fri, fordi han blev far for første gang.

Nu gælder det VM-slutrunden på dansk jord - men den danske håndboldstjerne erkender, at han ikke bare kan parkere lille Eddie Max hos kæresten Stephanie Gundelach. Hverken fysisk eller i tankerne.

»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, det ikke kommer til at fylde meget under VM. Det at få en søn er jo kæmpe stort, og vi er ekstremt lykkelige begge to, eller alle tre. Han har opført sig fint indtil videre,« siger Mikkel Hansen:

»Men jeg er også klar over, at der venter en stor opgave og oplevelse: Det at spille VM på hjemmebane. Jeg tror ikke, man skal være bange for, om jeg kan holde fokus. Men det er klart, at det er anderledes end andre gange, hvor man har kunne fokusere på sig selv og holdet. Men selvfølgelig vil jeg også have lidt tid sammen med min familie.«

Derfor kommer han i de kommende uger til at jonglere mellem at bruge sin tid sammen med landsholdet - og også sammen med familien.

»De kommer til at være tæt på mig. Og det kommer også til at fungere. Det har selvfølgelig været essentielt for mig at have familien tæt på, så jeg også kan være til stede. Både for mig selv, men også for min kæreste. Og det er klart, at det mest optimale ville have været, hvis man kunne hive en måned ud af kalenderen og være sammen som de sidste par dage, som har været helt fantastiske. Men jeg ved, hvad der venter til VM, og det glæder jeg mig enormt meget til.

Det var lørdag, at Stephanie Gundelach fødte parrets første barn. Hvilket dagen derpå blev dokumenteret på Instagram:

Mikkel Hansen sætter ord på, hvordan det var at være med til fødslen.

»Jeg tror, alle dem, der har børn, kan relatere til oplevelsen, og hvor fantastisk det er. Første gang, man har sin søn liggende på brystet, var en meget unik oplevelse og noget, jeg stensikkert aldrig vil glemme. Fødslen gik rigtig fint, og min kæreste Stephanie klarede det super flot. Jeg tror også, alle fædre kan relatere til, at det er en hård omgang og en vild oplevelse på godt og ondt. Men alt gik godt, og vi har fået en dejlig dreng,« siger Mikkel Hansen.

Stephanie Gundelach havde termin mellem jul og nytår, og da fødslen trak ud, var der bekymring for, om den hårdskydende venstre-back ville gå glip af begyndelsen på VM-slutrunden.

Nu har han meldt sig helt klar, når VM for Danmarks vedkommende begynder på torsdag, hvor Chile er modstanderen i den første gruppekamp.

Opgøret spilles i Royal Arena i København, hvorefter det danske landshold spiller de efterfølgende kampe i Boxen i Herning. Semifinalerne spilles dog i Hamburg i Tyskland, der er medvært på slutrunden, inden finalen finder sted i Boxen i Herning.