Dansk Håndbold Forbund og Puma har lavet en ny aftale, så den tyske tøjgigant nu leverer kampuniform til håndboldlandsholdene frem til sommeren 2022.

Aftalen er endnu ikke officiel, men B.T. erfarer, at papirerne er underskrevet, og forlængelsen af samarbejdet vil blive offentliggjort senere i denne uge.

B.T. har været i kontakt med både DHF og Puma, men ingen af parterne ønsker at kommentere på oplysningerne.

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvilket beløb Puma må lægge på bordet for at få sit logo på de danske landsholdstrøjer i yderligere fem år, men kilder afslører, at der er tale om et millionbeløb, som gør det til det største tøjsponsorat i DHFs historie.

Stine Jørgensen og holdkammeraterne på kvindelandsholdet skal være iklædt Puma-tøj indtil 2022. Det samme gælder herrelandsholdet og alle U-landshold. Vis mere

Den nye kontrakt sikrer samtidig, at Puma og DHF fortsætter parløbet, der har varet siden 2006, hvor tyskerne afløste Adidas som tøjsponsor for landsholdene.

Ifølge B.T.s oplysninger vil Puma satse mere på sponsoratet af de danske landshold, hvilket betyder, at håndteringen af sponsoratet overgår fra Puma Danmark til Puma International.

Det giver de danske håndboldlandshold den højeste sponsorstatus internt i Puma – som eksempelvis fodboldklubberne Arsenal, AC Milan og Dortmund har det.

Og det skulle blandt andet betyde, at der bliver lagt flere kræfter i at designe landsholdstrøjerne fremadrettet, så de får et mere unikt udtryk.