De danske håndboldkvinder er mandag blevet samlet forud for EM-slutrunden i starten af november. Få timer inde i samlingen var der lidt af en overraskelse til profilen Mie Højlund.

Odense Håndbold-spilleren kunne nemlig fejre sin 25-års fødselsdag mandag i landsholdslejren, og det var holdkammeraterne klar på at markere.

Efter endt træning blev Mie Højlund nemlig tapet ind og bragt ud til en lygtepæl for at blive badet i kanel, som du kan se i videoen i bunden af artiklen.

Her giver holdkammeraterne traditionen tro den gas med at overhælde Højlund i det brune krydderi.

Foto: Håndboldkvinderne/Instagram.
Foto: Håndboldkvinderne/Instagram.
Vis mere

Mie Højlund er blandt de 16 udvalgte spillere, der skal forsøge at vinde medaljer til Danmark ved EM i Slovenien, Montenegro og Nordmakedonien, som løber af stablen fra 4.–20. november.

Her skal Danmark ride videre på den succes, som de havde ved VM-slutrunden i december i Spanien sidste år, hvor danskerne sikrede sig en bronzemedalje efter en sejr mod de spanske værter.

Først gælder det dog tre kampe ved Golden League i norske Stavanger, som er et stævne, der bruges til at gøre sig helt klar til EM-slutrunden.

Her skal Danmark finpudse deres form i opgør mod Brasilien, Norge og Holland. Danmark starter med kampen mod Brasilien, der spilles torsdag klokken 20.30.