»Budskabet er værd at kæmpe for.«

Sådan lyder det fra den danske håndboldstjerne Mie Højlund.

Hun er nemlig blevet ambassadør for Hej Fonden. Det, der tidligere hed 'Mikkel mod mobning', og som er startet af en anden dansk håndboldstjerne, nemlig Mikkel Hansen.

»Mobning er virkelig et emne, jeg engagerer mig sindssygt meget i. Jeg synes ikke, nogen overhovedet skal opleve det,« siger Mie Højlund, der sammen med Mikkel Hansen kæmper for at samle især børn og unge gennem sport, fordi det samler folk.

Det handler om at være nysgerrig på forskelligheder og omfavne dem frem for det modsatte, understreger hun. At sige hej og byde folk velkommen.

For der skal være plads til alle, siger Mie Højlund og bruger håndbold og holdsport som et eksempel.

»Så går man sammen om et mål og glemmer forskelligheder, og hvad der ellers kan ligge til grund for mobning. Mikkel havde fat i en rigtig god tanke med at skabe noget sammenhold via sport, og på den måde kan vi prøve at komme mobning til livs,« siger Mie Højlund.

Det er lettere sagt end gjort. Det ved hun godt. Men hun håber, der i det mindste kan blive rykket ved nogle ting med kampagnen.

»Det er selvfølgelig en sindssygt svær opgave. Mobning er jo næsten umuligt at slippe af med. Bare det, at der bliver sat fokus på det og sendt et budskab ud, tror jeg kan gøre en forskel, og kan man som frontperson være et forbillede og vise, at mobning ikke hører til hverken i skolen, i sport eller på arbejdspladser, tror jeg, vi kan rykke en lille procent. Og det er også stort,« siger hun om kampagnen.

Ud over Mie Højlund og Mikkel Hansen er Mathias Gidsel ambassadør for Hej Fonden.