HC Midtjylland topper 888 Ligaen efter sæsonens tredje sejr, da Skanderborg Håndbold blev besejret.

Herning. Sæsonens første tre kampe har givet fuldt udbytte hos HC Midtjylland, og derfor topper de midtjyske håndboldherrer 888 Ligaen.

Torsdag aften var Skanderborg Håndbold på besøg, men trods en hæderlig indsats lykkedes det ikke at tage point fra HC Midtjylland, der vandt opgøret 26-21.

Dermed topper klubben rækken med seks point.

HC Midtjylland har i sæsonens indledning hentet sejre over Ribe-Esbjerg og senest Mors-Thy, og der ventede derfor Skanderborg-spillerne en svær opgave i Den Runde Hal.

Midtjyderne har før sæsonen hentet Besard Hakaj hos torsdagens modstander, og stregspilleren scorede på alle sine muligheder og leverede fem mål mod sine tidligere holdkammerater.

Gæsterne kom dog bedst i gang og førte 2-0 og 3-1, men Espen Lie Hansen bragte hjemmeholdet foran 4-3 efter ni minutter.

Skanderborg bed dog fra sig og førte en overgang 10-7 i første halvleg, men midtjyderne kom nogenlunde med igen og gik til pause bagud 10-11.

Gæsterne var dog ikke sådan at afvise, og Morten Kirk Olesen bragte Skanderborg foran 16-14, som også var stillingen efter det første kvarter af anden halvleg.

Så begyndte HC Midtjylland at vågne op, og to minutter senere udlignede Lars Jakobsen til 17-17 for midtjyderne, der også kom foran 19-18 ved Espen Lie Hansen på vej ind i kampens sidste ti minutter.

Her slap kræfterne op hos Skanderborg, og med fire minutter igen var midtjyderne foran med to mål, og hjemmeholdet øgede yderligere i slutminutterne.